30-01-2026 11:30

Kilde: tv2.dk

Somewhere Out There, Et sted derude, Alexander Payne, Renate Reinsve

Rasmus Drews

Nyhed:

Jacob Haugaard fik strenge ordrer efter sin casting i Alexander Paynes kommende danske film

Den folkekære entertainer går og klør sig lidt mere end normalt...

Efter den opsigtsvækkende nyhed om, at den 73-årige entertainer Jacob Haugaard har fået hovedrollen i stjerneinstruktøren Alexander Paynes kommende danske film "Et sted derude" (som i USA kommer til at få titlen "Somewhere Out There"), sætter Haugaard i et interview med TV2 nu selv lidt ord på castingen.

Haugaard fortæller: "Jeg er vildt glad for det. Det er, som om det er en drøm, der er gået i opfyldelse."

"Jeg var meget mistænksom om, hvad filan det her er for noget, og så var jeg der to-tre gange, og så mødte jeg Alexander Payne, og jeg kunne bare mærke på ham, at det var lige mig, han ledte efter. Det var ligesom om, at det var mit udseende, hele min udstråling – det var lige dét, han manglede."

Lad skægget stå!

Haugaard fortæller også, at han fik strenge ordrer på, at han efter 1. januar ikke måtte klippe hverken ørehår, næsehår eller øjenbryn, og at han i det hele taget ikke måtte barbere sig – hvilket ifølge den folkekære entertainer har været en helt ny fornemmelse, og at han da også går og klør sig lidt.

"Et sted derude", som starter optagelser til februar, foregår i en lille jysk provinsby og følger de livslange venner Lars (Jacob Haugaard) og Klaus (Ole Sørensen), hvis venskab slår revner sent i livet. Der er endnu ikke meldt nogen premieredato ud.