03-02-2026 21:00

Jurassic Park, Sam Neill, Laura Dern, Jeff Goldblum

Rasmus Drews

Nyhed:

Se "Jurassic Park"-castet genforenet i digitalt foryngede udgaver i ny Super Bowl-reklame

Sam Neill, Laura Dern og Jeff Goldblum vender tilbage – såkaldt de-aged – i reklamespot instrueret af Taika Waititi.

Skuespillerne Sam Neill, Laura Dern og Jeff Goldblum er igen samlet som Alan Grant, Ellie Sattler og Ian Malcolm i en ny Super Bowl-reklame for Xfinity, som er et stort amerikansk telekommunikationsbrand.

Reklamen genfortolker universet fra den første "Jurassic Park" fra 1993 – denne gang med et humoristisk twist, hvor parkens største problem ikke er dinosaurer, men internetforbindelsen.

Jurassic Park – med stabil wi-fi

Ved hjælp af de-aging CGI er skuespillerne blevet digitalt foryngede, og historien forestiller sig et alternativt forløb, hvor en stabil wi-fi-forbindelse forhindrer katastrofen på Isla Nublar.

I reklamen ses trioen nyde opholdet med løbeture ledsaget af dinosaurer og – i en klar reference til originalfilmen – "one big pile of shrimp".

Taika Waititi bag kameraet

Også Samuel L. Jackson og Richard Attenborough optræder via genbrugte klip fra filmen. Reklamen er instrueret af Taika Waititi ("Jojo Rabbit", "Thor: Ragnarok").

Produktionen er lavet i samarbejde med Universal og Amblin og benytter både John Williams' originale musik, visuelle effekter fra Industrial Light & Magic samt genskabte kostumer og sets fra filmen. Målet har ifølge produktionen været at skabe en reklame, der føles som en naturlig forlængelse af filmen snarere end en parodi.

Sam Neill, Laura Dern og Jeff Goldblum delte senest lærred i "Jurassic World: Dominion" fra 2022.

Se videoen med deres foryngede udgaver her:

Kommentarer

  • Jeg indrømme gerne at jeg ikke kunne lade være med at fnise til sidst. 

    0