En dødsensfarlig svampespore slipper ud fra et laboratorium og inficerer mennesker og dyr, som forvandles til omvandrende, dødsensfarlige smittebærere, der ikke holder sig tilbage for at overfalde de raske mennesker omkring dem. Nej, det er ikke en beskrivelse af "The Last of Us", men i stedet plottet i "Cold Storage", en ikke-helt-zombie-film og seneste skud på stammen af fortællinger om smitsomme dræbere. Men hvor "The Last of Us" er båret af tung alvor og gravalvorlige miner, er "Cold Storage" en lallet og letbenet splatterkomedie i bedste firserstil, der på trods af en solid start desværre taber pusten undervejs.

Manuskriptet til "Cold Storage" er leveret af David Koepp, der tæller blandt Hollywoods mest succesfulde og erfarne manuskriptforfattere, mens hovedrollerne besættes af Joe Keery, de fleste nok kender som Steve fra "Stranger Things", samt Liam Neeson og Georgina Campbell ("Barbarian"). Filmen tager sin begyndelse med rumstationen Skylab, der styrtede mod jorden i slutningen af 1970"erne og efterlod vragrester spredt ud over kloden - en sand historie indtil dette punkt. For i "Cold Storage" var en af disse vragrester en beholder med en svampespore, der efter at have været i rummet har udviklet sig til en ekstremt smitsom og farlig organisme, som lynhurtigt lægger en mindre by i Australien i graven.
Heldigvis lykkes det at inddæmme smitten, især takket være Liam Neesons Robert Quinn, og alt ånder fred og fordragelighed. Lige indtil den dag, hvor global opvarmning og manglende vedligeholdelse får svampen til at undslippe sit fangenskab i en nedlagt militærfacilitet, langt nede i jorden under det, der nu fungerer som et opbevaringsanlæg. Nu er det så op til to lagermedarbejdere (Keery og Campbell), i samarbejde med den pensionerede Quinn, at stoppe svampen, inden den spreder sig og lægger resten af planeten i graven.

"Cold Storage" fungerer som så mange andre zombiefilm ved, at vi ved, hvad der skal ske, og nu bare venter på, at det sker. Det er der ikke noget nyt i, men det er stadig forfriskende at se en film, der formår at læne sig ind i firsernes horrorkomedier og b-film. Der er ingen tvivl om, at filmen ikke har tænkt sig at tage sig selv alt for seriøst, og flere gange lægger den sig næsten i slipstrømmen på firserklassikeren "Return of the Living Dead". Desværre uden helt at skrue op for galskaben, så den når samme højder.
For "Cold Storage" går desværre i den samme fælde som mange andre knap så mindeværdige film i samme ånd: Historien kan ikke holde niveauet hele vejen igennem. Filmens første halvdel formår at snuse til det skræmmende og skabe ægte spænding, hvor vi ser de ubehagelige konsekvenser af smitten. Undervejs muterer denne spænding til det groteske og erstatter uhygge med overdrev, mens inficerede kroppe eksploderer til højre og venstre uden nogen egentlig logik bag. Det gør ikke så meget, for "Cold Storage" er netop den type film, hvor det ikke betyder alverden, hvis logikken halter.

Desværre skæmmes filmen af nogle ikke særligt interessante bifigurer og sidehistorier, og på trods af en ganske sober spilletid på 1 time og 39 minutter begynder historien alligevel at føles lidt snublende. Det er frustrerende, at filmen - trods splat og solide effekter - faktisk holder lidt igen, og man savner enten mere vanvid eller mere uhygge i stedet for denne halvlunkne mellemvare. Heldigvis er Joe Keery eminent til at spille likable taber (hej, Steve!), og kemien mellem hans karakter Teacake og Georgina Campbells Naomi fungerer som en solid drivkraft, mens Liam Neeson spiller en af de karaktertyper, man har set ham levere mindst 20 gange før.
"Cold Storage" leverer ikke helt den ultimative splatterfest, den lægger op til, men den er heller ikke uden sine øjeblikke. Med tydelige rødder i firsernes horrorkomedier, underholdende effekter og et par sympatiske hovedrolleindehavere er filmen et udmærket bud på en ganske fin slå-hjernen-fra-film. Den mangler ganske vist at skrue op for enten uhyggen eller galskaben for for alvor at skille sig ud, men som en ukompliceret, blodsprøjtende aften i selskab med velkendte genreklichéer fungerer den fint, selvom den nok hurtigere glider i glemmebogen, end den ender som kultklassiker.
"Cold Storage" har dansk biografpremiere 5. februar.







