06-02-2026 16:00

Kilde: screenrant.com

Iron Lung, Mark Fischbach, Markiplier, boxoffice gyser

Rasmus Drews

Nyhed:

YouTube-stjerne overrasker i biograferne: "Iron Lung" har allerede tjent seks gange sit budget hjem

Markipliers gyserhit overrasker med stærkt billetsalg trods beskedent budget.

Den nye gyserfilm "Iron Lung" har udviklet sig til en markant biografsucces. Filmen, der markerer spillefilmsdebuten for YouTube-stjernen Mark Fischbach – bedre kendt som Markiplier – har allerede omsat for mere end seks gange sit produktionsbudget.

"Iron Lung" åbnede med 17,8 mio. dollars, heraf ca. 3,9 mio. dollars internationalt i en begrænset lancering i Storbritannien og Irland. Det er bemærkelsesværdigt, da filmens budget ligger på under tre millioner dollar.

Fra YouTube til biografsucces

Fischbach slog igennem på YouTube i begyndelsen af 2010'erne med gamingvideoer og har siden stået bag succesfulde interaktive projekter såsom "A Heist with Markiplier" og "In Space with Markiplier". Med "Iron Lung" har han nu for alvor taget springet til biograflærredet – og med uventet stor succes.

Filmen er baseret på horrorspillet af samme navn fra 2022 og følger den dømte Simon, spillet af Fischbach selv, som tvinges til at navigere en primitiv ubåd gennem et blodfyldt hav på en øde måne efter den såkaldte Quiet Rapture, hvor størstedelen af menneskeheden pludselig er forsvundet.

Delte meninger – stærkt publikum

På Rotten Tomatoes deler "Iron Lung vandene". Kritikerne har givet filmen 54 % positive anmeldelser, mens publikumsscoren ligger markant højere på 89 %.

Gysergenren har i det hele taget haft en stærk start på året. Også "Send Help" af Sam Raimi har åbnet solidt med over 28 mio. dollars i premiereweekenden og positive anmeldelser fra både kritikere og publikum. Her på Moovy fik filmen 5 stjerner.