I snart 76 år har Berlinalen været en fast del af Berlins kulturelle identitet. Hver februar forvandles byen til et internationalt knudepunkt for journalister og filmentusiaster på jagt efter de nyeste oplevelser og tendenser i filmverdenen. For mit eget vedkommende bliver det 19. gang, jeg dækker festivalen, og efterhånden føles det mindre som en opgave og mere som et årligt besøg hos en gammel ven.

Berlinalen er, ligesom selve byen Berlin, i konstant udvikling, og hvert år byder på nye tiltag. Nogle år med større ændringer end andre, og i år er en eftertragtet detalje blevet tilføjet. Udover selv at have tænkt tanken har jeg ofte overhørt folk snakke om, at Berlinalen bør give mere plads til flere obskure genrefilm i de sene forestillinger. Programlæggerne har taget kritikken til sig og tilføjet en programudvidelse kaldet Midnight Special. Her kan bl.a. den indonesiske gyser "Sleep No More" ses, hvor en gruppe arbejdere bliver tvunget til at droppe søvnen for at arbejde i stedet, indtil de pludselig hjemsøges af en dæmonagtig skikkelse. Den australske "Saccharine" omhandler et vægttabsprogram baseret på aske lavet af menneskerester, og det går nok også helt galt. Generelt er de her film lige i min boldgade, og jeg glæder mig til at sætte tænderne i dem.
Det er dog som altid hovedprogrammet, der får mest spalteplads i medierne. Her er det årets jurypræsident, instruktøren Wim Wenders ("Paris, Texas", "Himlen over Berlin"), der sammen med resten af juryen skal udvælge og overrække Guldbjørnen til årets vinder. Årets filmudvalg tæller bl.a. animen "A New Dawn" om en piges forsvundne far og det tyske coming-of-age-drama "Home Stories". Vinderen skal i år formentlig findes blandt de mere narrativt udfordrende film, når Wenders står i spidsen for juryen. Prisuddelingen finder sted lørdag 21. februar kl. 19.15.

Uden for hovedkonkurrencen vises der som altid et væld af film på tværs af festivalens øvrige programmer. Her spænder det fra debuterende instruktører i Perspectives-programmet og publikumsfavoritter i Panorama til de mest udfordrende titler i Forum og naturligvis børne- og ungdomsfilmene i Generation. Der vises også afsnit af kommende tv-serier som "Fluernes herre" og krimidramaet "Mint", så der er noget for de fleste. I år er der desuden et markant fokus på musikfilm. Her kan man bl.a. se mockumentaren "The Moment" om popstjernen Charli XCX samt Tom Morellos (guitaristen fra Rage Against the Machine) instruktørdebut "The Ballad of Judas Priest".
Det er første gang i årtier, at Danmark er så dårligt repræsenteret på Berlinalen. Ikke én dansk film deltager på tværs af konkurrencerne. Det nærmeste, vi kommer, er danske co-produktioner i form af "Lust", der dyster i Forum-programmet, samt åbningsfilmen "No Good Men", der vises uden for konkurrence. Sidste år havde Danmark ellers to film i publikumsprogrammet Panorama – "Begyndelser" og min egen favorit fra det år, hjemmeplejedramaet "Hjem kære hjem".

Mest af alt ser jeg frem til igen at ose i stemningen af festivalen. Startskuddet lyder torsdag 12. februar, og førstedagen byder allerede på et højdepunkt i form af den europæiske premiere på Gore Verbinskis sci-fi-film "Good Luck, Have Fun, Don't Die".
Det bliver også spændende at se, om den hollandske "Truly Naked" kan skubbe nogle grænser. Den østrigske vampyrfilm "The Blood Countess" burde også være underholdende, og så bliver det interessant at se, om Amy Adams kan score sig en Oscar-nominering næste år med filmen "At the Sea", der vises i hovedprogrammet. Som altid vil det vise sig, at nogle af de mest interessante oplevelser ligger dér, hvor man mindst venter dem.






