Det føles stadig en kende uvirkeligt, at en film af Quentin Tarantino – en instruktør med et helt særligt, genkendeligt og prisbelønnet filmsprog – snart får en fortsættelse, der er instrueret af en anden filmmager.
Men når nu det er selveste David Fincher, der instruerer 2'eren til Tarantinos "Once Upon a Time... in Hollywood", og Brad Pitt gentager rollen som stuntmanden Cliff Booth (en rolle, der sikrede Pitt en Oscar i 2020), så er det næsten svært ikke at forestille sig, at fortsættelsen kommer til at leve op til forgængeren. Tarantino har i øvrigt også skrevet manuskriptet.
Læs også: Quentin Tarantino drømmer stadig om at lave "Kill Bill"-prequel
Og nu har Netflix så frigivet traileren til fortsættelsen, der går under navnet "The Adventures of Cliff Booth". Den officielle Netflix-kanal på YouTube har vel at mærke ikke frigivet traileren endnu, så I må nøjes med en noget komprimeret udgave via et amerikansk filmsite herunder.
Hvorom alting er, så vender Pitt som sagt tilbage som Booth, men traileren gør os ikke kloge på plottet. Vi ved dog, at Booth nu er blevet en såkaldt "fixer" i Hollywood, som hjælper stjernerne med at rette op på skaderne, når de har jokket i spinaten.
Ud over Pitt medvirker bl.a. Yahya Abdul-Mateen II ("Wonder Man"), Elizabeth Debicki ("Tenet"), Scott Caan ("Ocean's Eleven"), Peter Weller ("Star Trek Into Darkness", "Star Trek: Enterprise") og Timothy Olyphant ("Deadwood"). Netop Olyphant gentager rollen som skuespilleren James Stacy.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Tarantino skriver manuskriptet til en spillefilm, han ikke instruerer – han har i årevis leget med tanken om at skrive en ny "Star Trek"-film, og tidligt i sin karriere skrev han bl.a. "From Dusk Till Dawn", "Natural Born Killers" og "True Romance".
"The Adventures of Cliff Booth" har endnu ikke en fastlagt premieredato. Se den omtalte teaser her:








