11-02-2026 00:01

Jacob Elordi, Wuthering Heights, Emily Brontë, Emerald Fennell, Margot Robbie

Jarl Mengers Andersen

Anmeldelse:

Wuthering Heights

Emerald Fennells “Wuthering Heights” er lige dele barok romantik, pulpet overdrev og destruktivt begær. En svulstig, saftig og svedig affære.

Fra første færd herskede der vist ingen tvivl om, at Emerald Fennells fortolkning af Brontë-klassikeren "Wuthering Heights" ikke just var din engelsklærers version af fortællingen om Catherine og Heathcliff. Fra castingen af to af Hollywoods objektivt set hotteste skuespillere, Margot Robbie og Jacob Elordi, til et soundtrack af Charli XCX og en 90 sekunders trailer, der fik internettet til at kalde den for filmens svar på en "matcha dubai chocolate labubu"(!), var fortolkningen stormombrust fra begyndelsen.

Den stormfulde kritik nåede nye højder, da filmen også blev beskyldt for at hvidvaske karakteren Heathcliff - en figur der i Brontës roman flere gange beskrives med mørk hud - ved at lade den notorisk høje, hvide Jacob Elordi træde ind i rollen. Det ville derfor være nemt - og symptomatisk for tiden - at affærdige "Wuthering Heights" som et fatalt fejlskud allerede inden premieredatoen. Lader man imidlertid filmen tale for sig selv, er der tale om alt andet end et fejlskud, for "Saltburn"-instruktøren har skabt en fortolkning, der er lige dele lidenskabelig og liderlig - og borderline vanvittig.

Emily Brontës roman fra 1847 er filmatiseret og fortolket utallige gange, ofte med en forsigtig ærbødighed over for forlægget. Det er derfor nærliggende at spørge, hvad Fennell egentlig vil med sin version. Svaret synes at være, at hun er mindre interesseret i romanens struktur end i dens følelsesmæssige råstof. Brontë-purister vil sandsynligvis også fnyse af de friheder, hun har taget sig: centrale karakterer er skrevet helt ud, og store dele af fortællingen berøres slet ikke.

Fennell koger historien ned til dens mest basale konflikt. Vores to hovedpersoner bringes sammen, da Catherines far en dag har en ung dreng med hjem, efter at han er blevet smidt på gaden. Det er Catherine, der giver ham navnet Heathcliff, opkaldt efter sin døde bror, og hvad der begynder som et pseudo-søskendeforhold, udvikler sig i takt med deres alder til en hunger efter hinanden og en forelskelse, der er lige dele romantisk og dyrisk, men alt for længe forbliver undertrykt. Da de mødes igen flere år senere, efter Catherine har giftet sig med naboen, koger de fortrængte følelser over og udløser en affære, der drives lige så meget af egoisme og begær som af kærlighed. Og det er ikke uden ofre.

De følelsesmæssige ekstremer afspejles konsekvent i filmens æstetik og tone. "Wuthering Heights" er ikke bange for at drage tydelige paralleller mellem det voldelige og det lidenskabelige. Allerede få sekunder inde i filmen forveksles sex med dødskramper, og victoriatidens Nordengland fremstilles i Fennells univers som lige dele frækt, frastødende og sexfikseret. Alt er halvlummert. Der æltes dej og pilles ved fisk til den helt store guldmedalje. Det er grimt, svedigt og drevet af destruktivt begær. "Wuthering Heights" er skamløst svulstig og kompromisløs i sit udtryk og balancerer et sted mellem parodi, kommentar og kritik, ikke mindst af vores egen besættelse af skønhed, krop og romantisk lidelse.

Balancegangen mellem det groteske og det dragende bliver solidt understøttet af Margot Robbie og Jacob Elordi. Robbie leverer en solid Catherine og bliver ansigtet på en kompleks og splittet karakter, der både elsker sin "adoptivbror" og drives af sine lyster samt sit behov for stabilitet. Elordi serveres nærmest som en mandlig pin-up i scener, hvor han både sveder og smider skjorten, og hans ulmende intensitet fylder lærredet i en grad, der nok skal fremkalde tunge, længselsfulde suk rundt omkring i biografsalene. Kemien mellem de to koger. De bakkes stærkt op af Hong Chau, der i rollen som husholdersken Nelly næsten stjæler hver scene, mens Allison Oliver som nabosøsteren Isabella Linton leverer en præstation, der er både barnagtig, foruroligende og oprigtigt morsom.

Emerald Fennell lykkedes med filmens visuelle udtryk at forankre filmens overdrev og forhindrer den i at tippe over i ren karikatur. Det kunne være nemt for en film som "Wuthering Heights" at synke ned i det klichefyldte, men heldigvis har både set-designer og kostumedesigner forstået opgaven. Kulisser og kjoler er præcis tilpas over-the-top og barokke uden nogensinde at kamme over i det latterlige, mens de gotiske omgivelser baner vej for filmens mørke og danner rammen om den dysfunktionelle og selvdestruktive romance, der er fortællingens omdrejningspunkt. Det er en fortolkning, der tør være både beskidt, dumdristig og voldsomt levende. Også selvom det måske koster puristernes velsignelse.

"Wuthering Heights" er på papiret en kærlighedshistorie, men i praksis er det en film om kærlighedens mest destruktive impulser, og om hvordan begær og afhængighed kan æde alt omkring sig. Emerald Fennells film beder ikke om at blive elsket. Til gengæld kræver den at blive mærket. Den er vulgær, voldsom og kompromisløs i sit udtryk og nægter at polere sine karakterer til noget genkendeligt romantisk. Det er Catherine og Heathcliff uden filter og uden nåde, og det gør filmen til en af de mest mindeværdige Brontë-fortolkninger til dato.

"Wuthering Heights" har dansk biografpremiere 12. februar.