10-02-2026 22:00

Kilde: variety.com

The Mummy, The Mummy 4, Brendan Fraser, Rachel Weisz

Johan Albrechtsen

Nyhed:

"The Mummy 4" med Rachel Weisz og Brendan Fraser får en premieredato

Præcis 20 år efter "Mumien: Dragekejserens grav" vender Fraser tilbage som eventyreren Rick O'Connell.

Tilbage i november blev det annonceret, at en 4. film i "The Mummy"-franchisen er på vej – og at både Brendan Fraser og Rachel Weisz gentager deres roller fra seriens forrige film.

De to Oscar-vindere spillede oprindeligt eventyrerne Rick O'Connell og Evelyn Carnahan i megahittet "The Mummy" fra 1999 – et reboot af den klassiske monstergyser af samme navn fra 1932 med Boris Karloff i rollen som en genoplivet, egyptisk mumie med overnaturlige kræfter.

"The Mummy" forførte datidens biografpublikum med en "Indiana Jones"-lignende kombination af eventyrlig action og følelsesfuld romantik, og den fik fortsættelserne "The Mummy Returns" (2001) og "The Mummy: Tomb of the Dragon Emperor" (2008), hvor Weisz ikke troppede op i sidstnævnte.

Pudsigt nok er en anden nyfortolkning af "The Mummy" også på trapperne – her er dog tale om en langt mere uhyggelig, grum og moderne film:

Se også: Første gyselige trailer til ny "The Mummy" fra instruktøren bag "Evil Dead Rise"

I 2017 forsøgte Universal Pictures uden held at kickstarte en hel franchise af sammenhængende monsterfilm med Tom Cruise-actiongyseren "The Mummy", som floppede fælt. Men særligt takket være Frasers nylige Hollywood-comeback (med den Oscar-belønnede præstation i 2022's "The Whale" som det foreløbige højdepunkt) har Universal fået mod på at sende 57-årige Brendan Fraser og 55-årige Rachel Weisz på endnu et storslået eventyr.

Og nu ved vi altså, hvornår dét eventyr lander i biograferne. Variety rapporterer, at "The Mummy 4" – som endnu ikke har fået en fastlagt titel – udkommer i USA den 19. maj 2028. Vi går stærkt ud fra, at filmen lander cirka samtidigt i de danske biografsale.

Vi ved endnu ikke noget om plottet i "The Mummy 4", men vi ved, at filmen instrueres af makkerparret Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett. Duoen kalder sig for Radio Silence, og de står bl.a. bag de nylige horror-hits "Scream", "Scream 6" og "Ready or Not".

Kommentarer

  • Mon The Scorpion King også kommer til at være med i 4'eren?  Det kunne være episk.

    
    1
  • Bare sønnen ikke spilles af Shia.......

    0
  • Bare sønnen ikke spilles af Shia.......

    Actual cannibal, Shia LaBeouf!?

    dyg 11-02-2026 08:40
    
    1
  • Mon The Scorpion King også kommer til at være med i 4'eren? Det kunne være episk.

    Hvis de tager ham med og gør CGI'en ENDNU værre, så giver jeg seriøst 6 stjerner på Moovy.

    
    1
  • Hvis de tager ham med og gør CGI'en ENDNU værre, så giver jeg seriøst 6 stjerner på Moovy.

    Ja det er så dårligt at det er fantastisk

    1
  • Jeg synes stadig det er sjovt at tænke på, at det var The Rocks debut på det store lærred. Hvis du havde peget på skærmen dengang og sagt “han bliver moderne tids største actionstjerne, så havde jeg muligvis grint lidt. 

    
    0
  • Ja det er så dårligt at det er fantastisk

    Ja, når man ser filmen i dag. Men jeg tænkte ærligt talt ikke meget over den dårlige CGI, da jeg så filmen første gang.

    
    0