"Det her er ikke din fars "Star Trek"!" lød det i en af trailerne til J.J. Abrams" "Star Trek"-reboot fra 2009. Og forståeligt nok blev mange trekkies provokeret af et slogan, der ikke blot fik dem til at fremstå gamle og kiksede, men som også præsenterede "Star Trek" som støvet og forældet – ude af trit med, ja, de næste generationer. Men sandheden er også, at "Star Trek" har en overvejende midaldrende fanbase. Ikke nødvendigvis fordi kvaliteten af sci-fi-sagaens serier og film halter, men snarere fordi der er så mange serier og film, at det er svært for unge, uindviede seere at finde den rette indgang til "Star Trek".
I sidste ende blev Abrams" film faktisk en "demografisk" succes, der tryllebandt biografgængere i alle aldre og fans såvel som newbies. Men kan en ny "Star Trek"-serie opnå den samme gennemslagskraft? "Star Trek: Starfleet Academy" ligner i hvert fald heller ikke det "Star Trek", der prydede flimmerkassen i vores fædres tid. Og det er vel at mærke den første af franchisens 13(!) føljetoner, som stiler målrettet efter at imponere den mest tv-kræsne af alle befolkningsgrupper: de unge.
Seriens udynamiske og rodede trailers efterlod ikke høje forventninger – og kun tiden vil vise, om seere i (eller tangerende til) teenagealderen flokkes til deres displays for at følge med. Men i denne anmelders optik lykkes missionen til ug, for serien sprudler af smittende, ungdommelig energi. Og ligesom de bedste ungdomsserier behandler "Star Trek: Starfleet Academy" sine karakterer og deres sprog og genkendelige ungdomsstrabadser – kærestesorger, venskabsbøvl, fremtidstvivl og så videre – med mærkbar respekt.
Serien stiller skarpt på et nyt kuld af Starfleet-kadetter, som drømmer om at udforske det ydre rum efter en galaktisk katastrofe, der efterlod en stor del af Mælkevejen i ruiner. Kan de unge kæmpe sig ud af det mørke, som deres forfædre har skabt, og gribe lyset? Det bliver man gladelig hængende for at finde ud af, for det ungdommelige cast er simpelthen fortryllende – deres charme og kemi er så indtagende, at man efter bare ét afsnit er totalt med om bord.
Det er selvfølgelig også et stort plus, at manuskriptforfatterne har skænket skuespillerne nogle mindeværdige roller. "Star Trek" bliver ofte hyldet for sine store idéer og håbefulde historier, men dens største trumfkort er og bliver karaktererne. Fans blev til fans, fordi de gerne ville udforske verdensrummet side om side med Spock, Kirk, Picard, Data, Sisko, Janeway... Det er for tidligt at sige, om nogen af de nye figurer i "Star Trek Starfleet Academy" opnår samme ikonstatus, men flere har potentialet – ikke mindst den rebelske Caleb Mir, der drømmer om at finde både et stærkt fællesskab og sin forsvundne mor, og som spilles af den relativt uerfarne Sandro Rosta, der – tro os – bliver en fuldbyrdet filmstjerne en skønne dag.
Og efter en actionfyldt start på sæsonen skruer manuskriptforfatterne klogt nok ned for tempoet og giver os masser af spændende indsigt i hver eneste hovedpersons følelsesliv. Der veksles elegant mellem komik og drama, action og romantik, gys og gymnasieagtige stridigheder. Og selvom serien foregår flere hundrede år efter de fleste "Star Trek"-serier, så er her masser af kærlige referencer til sagaens tidligere eventyr – Robert Picardo gør flot comeback som den holografiske doktor fra "Star Trek: Voyager" (1995-2001), og det 5. afsnit er nærmest én lang kærlighedserklæring til "Star Trek: Deep Space Nine" (1993-1999), som aldrig forfalder til letkøbt fanservice.
Mange er formentlig nysgerrige på, hvad undertegnede tænker om Paul Giamattis indsats i serien, men Giamatti medvirker kun sporadisk i seks afsnit, vi har fået stillet til rådighed, så der er ikke så meget at sige om mandens præstation. Endnu. "The Holdovers"-stjernen har dog antydet i interviews, at hans karakter får mere plads og flere lag mod slutningen af sæsonen. Hvorom alting er, så er Giamatti herligt veloplagt i rollen som et balstyrisk rumvæsen med Starfleet i sigtekornet. Seriens andet store Hollywood-navn, Holly Hunter, er til gengæld nærmest seriens anker og blændende i rollen som kadetternes mentor, kaptajn Nahla Ake. Men i sidste ende tilhører serien altså sit unge cast, som Hunter komplementerer perfekt med sin erfaring, sin vindende hjertevarme og uimodståelige kækhed.
Det er i øvrigt svært at tale om "Star Trek: Starfleet Academy" uden at komme ind på den forunderligt aggressive diskurs om serien, der har været tæt på at begrave den. Selv politisk prominente personligheder som Elon Musk og Trumps kontroversielle rådgiver, Stephen Miller, har taget sig tid til at nedsable serien online, fordi den gudhjælpemig skildrer en fremtid, hvor folk med overvægt og briller stadig eksisterer, hvilket åbenbart ikke harmonerer med d"herrers skræmmende homogene fremtidsvision. Dertil har talløse YouTube-kanaler lukreret på at lave videoer, der harcelerer over, hvor utilgiveligt "woke" serien er, fordi den skildrer ikke-heteroseksuelle relationer og har et tydeligt (og desuden "Star Trek"-typisk) mangfoldigt cast.
Man må naturligvis hjertens gerne kritisere (for eksempel) manus, skuespil eller æstetik i en ny "Star Trek"-serie, og "Star Trek: Starfleet Academy" er bestemt ikke perfekt. Humoren er indimellem lidt overgearet, originaliteten er ikke just overrumplende, og seriens kendingsmelodi og meget af underlægningsmusikken er utilgiveligt anonym – særligt med franchisens musikalske meritter in mente.
Men at klandre en "Star Trek"-serie for at være woke er simpelthen historieløst. Det er 60 år siden, at den første "Star Trek"-serie turde levere amerikansk tv-histories første kys mellem en sort og en hvid person, velvidende at det øjeblik ville udløse stor kritik og blive bandlyst af flere tv-stationer. Diversitet har altid været en del af DNA"et.
Og i en tid præget af pessimisme og uro, bør "Star Trek"-universets unikke positivitet bydes velkommen med åben dør, ikke et smæk – især når den så organisk væves ind i både plot og dialog. Den positivitet skinner især igennem i seriens åbningsafsnit, hvor kadetterne lander på Jorden, mens Rufus Wainwright leverer en følelsesladet coverversion af evergreenen "San Francisco". "There"s a whole generation with a new explanation" fremsiger teksten håbefuldt, mens den nye generation af unge Starfleet-kadetter kigger forventningsfuldt på deres nye skole. På hinanden. På fremtiden. Det er et enormt rørende, opløftende og betimeligt øjeblik i en fremragende serie, som er fyldt med dem.
Anmeldelsen er baseret på 6 ud af 10 afsnit. Serien kan ses på SkyShowtime, hvor et nyt afsnit udkommer hver torsdag.
