Berlinalen er fyldt med kontraster. Fra de mest intetsigende genrefilm til de mest prætentiøse værker – og fra de stiveste jakkesæt til journalister, der nærmest stadig vandrer rundt i morgenkåber. Derfor passer det glimrende at flyve afsted i snestorm lige under frysepunktet og lande i regnvejr ti grader varmere. Turen til Berlin gik fint, men der skulle fart på for at nå den første planlagte film.
Perspectives er et af Berlinalens mange programmer. Programmet er sammensat med et specifikt krav – filmene er nemlig alle instruktørdebuter. Der tegner sig dog også en rød tråd i de ofte dvælende tempi. "A Prayer for the Dying" af den norsk-amerikanske Dara Von Dussen er en lidt atypisk western om en by, der rammes af en dødelig sygdom, og en sheriff med PTSD. Enkelte scener ville passe glimrende i en gyserfilm, mens andre virker bevidst kunstigt sammensat. Von Dussen virker inspireret af Paul Thomas Anderson, men når ikke helt samme niveau. Filmen er dog et metaforisk og afdæmpet værk, som sagtens kan ses alene for stemningens skyld.
Den kinesiske sci-fi-animationsfilm "Light Pillar" er ligeledes en lavmælt fortælling om viceværter på et gammelt filmstudie i en fremtid, hvor rumferier er mulige, og virtuelle universer er dagligdag. Filmen er dog knap så interesseret i sin ellers finurlige fortælling og sit solide budskab om ensomhed og nærvær som i sine små humoristiske og kreative idéer, der danner rammen om fortællingen. Netop denne kælen for detaljen gør dog filmen både seværdig og underholdende på trods af sin næsten stillestående hastighed.
Der var en del knas med teknikken under årets pressekonference med juryen fra hovedkonkurrencen. Det bevirkede blandt andet, at livestreamen gik i stå – pudsigt nok netop som de blev udspurgt om deres holdning til folkedrabet i Gaza. Det viste sig efterfølgende, at både jurypræsident Wim Wenders og festivaldirektøren Tricia Tuttle mente, at det var et meget unfair spørgsmål, og at de langt hellere ville tale film end politik. Noget mere opløftende – og også mindre relevant – var Michelle Yeohs overrækkelse af æresguldbjørnen samme aften.
Yeoh var rørt til tårer over det langvarige stående bifald, og "Everything Everywhere All At Once" bliver i samme forbindelse også vist i årets retrospektive program.
Uden for konkurrence vises både Berlinalens Special-film og årets nye program Midnight Special, hvor mere obskure genrefilm er blevet udvalgt. Det er ofte filmene uden for konkurrence, der trækker de største stjerner til Berlinalen. I år lagde blandt andre Gore Verbinski og Sam Rockwell vejen forbi den røde løber med "Good Luck Have Fun Don't Die" – en satirisk sci-fi-film, hvor Rockwells tidsrejsende karakter forsøger at samle en gruppe mennesker på en diner for at modstå verdens undergang, forårsaget af mobiltelefoner og AI. Filmen beskrives bedst som en blanding af flere "Black Mirror"-episoder og rendyrket kaotisk galskab. Den er rodet og en anelse for åbenlys med sin moralske pegefinger, men samtidig både ambitiøs og underholdende – klart blandt Verbinskis bedste film.
Mindre vellykket er den indonesiske "Sleep No More", som på trods af sin titel er en søvndyssende affære om en dæmon, der angriber og besætter folk på en fabrik, hvis de ikke får sovet nok. Igen ligger budskabet lige til højrebenet, men filmen formår aldrig rigtigt at forklare sin præmis ordentligt og har også svært ved at beslutte sig for, om fortællingen skal tages seriøst eller ej. Ud over et par spøjse scener med en stor hårbold som dæmon var animationerne i rulleteksterne filmens højdepunkt – og et meget Berlinalsk eksempel på, hvordan kontrasterne allerede fra start af går igen både foran og bag lærredet.
