I år er valget faldet på et hotel kun fem minutters gang fra Potsdamer Platz, som udgør en betydelig del af Berlinalens biografer, selvom hele byen bliver taget i brug. På hotellet bor jeg sammen med en lang række co-producere, for sideløbende med selve festivalen afholdes også EFM (det Europæiske Filmmarked), som er det største af sin slags i Europa.
Det er altid en oplevelse at besøge dette, selvom pressen per automatik ikke har adgang til filmvisningerne. Markedet består af hundredvis af boder med tusindvis af filmplakater, hvor de fleste leder efter distributører, mens andre forsøger at sikre finansiering til nye projekter. Her falder man hurtigt i snak med repræsentanter for filmselskaber, og har man taleevnerne i orden, kan man også få et par fribilletter til diverse filmvisninger.
Jeg fik billetter til hele to zombiefilm – den første var den canadiske "This is Not a Test". Baseret på en populær Young Adult-bog, der omhandler emner som depression og selvmord, var det spændende at se, hvordan den farverige plakat skulle hænge sammen med dette. Det gjorde det så heller ikke, for selvom filmen nogenlunde følger bogen plotmæssigt, er fokus i langt højere grad på spænding og action. Når hverken budget eller talent følger med, ender filmen som en energidrænende og absolut ligegyldig sag. Det havde i hvert fald klædt filmen betydeligt at dvæle ved sit menneskelige element fremfor fokus på de udøde. Den næste zombiefilm var den ukrainske "The Dam", som jeg desværre ikke fik lov til at skrive om. Det hænder nemlig indimellem, at man får mulighed for at se en film op til flere år før, den reelt kommer i distribution.
På vej til den næste film oplevede jeg en strejke blandt biografmedarbejdere foran biografen. Den tyske fagforening ver.di kræver højere lønninger, da biografmedarbejdere typisk arbejder til eller lige over mindsteløn og ofte har udfordrende arbejdsvilkår, blandt andet i form af skæve arbejdstider og konflikthåndtering med publikum. Efter at have ønsket de ansatte held og lykke gik jeg ind og bemærkede, at Berlinalen benytter eget midlertidigt personale til at håndtere publikumsafvikling under festivalen. Samtidig varetages flere af de mere belastende opgaver (såsom rengøring af sale og toiletter samt teknisk klargøring) fortsat af biografernes faste medarbejdere. Det satte pludselig årets udfordringer med renholdelse og drift i et mere forståeligt lys.
Generation består af to overordnede programmer – et med børnefilm og et med ungdomsfilm. Det er ofte her, man finder danske bidrag på Berlinalen, men i år er der ingen danske film overhovedet at spore. Det kan også mærkes i gadebilledet, hvor jeg de andre år ofte har overhørt danske filmfolk snakke om den generelle modtagelse af deres film – det har jeg slet ikke i år.
Den dominikanske LGBT+-coming-of-age-gyser "Don't Come Out" har et ganske simpelt præmis, som titlen også antyder: fortæller du dine forældre, at du er homoseksuel, bliver de nærmest som besatte og vil forsøge at dræbe dig. Derfor er det næsten en dødssynd, at filmen er så dræbende kedelig. Det meste af spilletiden går med ligegyldige samtaler, hvor hverken plot, karakterer eller relationer flytter sig nævneværdigt. Hovedrolleindehaveren Cecile Van Welie er ellers et up-and-coming navn, der potentielt kunne ende med en stor fremtid i filmbranchen.
I den britiske "Sunny Dancer" spiller Bella Ramsey den 17-årige Ivy, der netop er kommet igennem et kræftforløb uden den efterfølgende psykiske forløsning, og derfor bliver sendt på lejrskole for kræftramte jævnaldrene af sine kiksede forældre. I en film som denne kan hverken en håndfuld filosofiske tanker om livet eller rørende scener undgås, men instruktøren George Jacques' ambition om at undgå de klassiske klichéer er knap så vellykket.
Da filmen tilmed smed et fuldstændigt unødvendigt og utroværdigt twist ind i slutningen, stod jeg helt af. Det blev endnu et eksempel på, hvordan selv de mest velmenende intentioner kan ende med at drukne i deres egne greb.
