Christiania er en landsby midt i byen. Et sted født af besættelse, idealisme og bolignød. Et sted, der ville være frit – og endte med at blive myte. Byen, der gennem årene har rummet alt fra Børne- og Bøssehus til dommedagssekt og en alkoholiseret bjørn.
Det er bare en brøkdel af det Karl Friis Forchhammer indfanger i dokumentaren "Christiania", der har været 6 år undervejs. Det er hans første dokumentar i spillefilmslængde, og det mærkes, at det er et projekt, der har levet længe i ham. Ikke som et bestillingsarbejde, men som et kald.
Christiania opstod i 1971, da en broget flok slumstormere, boligløse og idealister besatte de forladte kaserner på Bådsmandsstræde. Siden har fristaden været et socialt eksperiment, politisk hovedpine og turistattraktion.
Mange af Stadens afgørende kapitler er gledet ud af den kollektive hukommelse og som indfanges her: aftalen med staten i 1972, Højesteretssagen i 1978, heroinblokaden i 1979, Christianialoven i 1989, normaliseringen i 2013, og senest lukningen af Pusher Street i 2024. Forchhammer er både insider og outsider i miljøet.
Hans forældre flyttede fra fristaden den dag, han blev født. Han er vokset op "ude i Danmark", men har haft Christiania som arv og myte. Det giver filmen en særlig position: Den er kærlig, men den er ikke naiv.
Dokumentaren forbliver i den romantiserende bane, men romantikken er bevidst. Det er ikke en kritisk skildring, men det er tydeligt, at det ikke har været Forchhammers intention med dokumentaren. Den romantiserede fortælling om der, hvor han blev født, muligvis undfanget og hvor hans forældre engang havde hjemme og ungdom.
Filmen er klippet med en legende, næsten sitar-agtig rytme. Den bevæger sig frem og tilbage i tiden, som et overspillet bånd med jazz henover. Nærmest ADHD-agtigt – og det klæder historien. For Christiania har aldrig været lineær. Det er et sted, hvor idealisme og vold, fællesskab og kapitalisme, omsorg og kaos sameksisterer.
Man bliver holdt i hånden, også når man sendes ud på sidespor. Dramaturgien har meget på hjerte, men den mister ikke overblikket. Tværtimod. Den pulserer. Arkivmaterialet er filmens store styrke. Her får vi flipperne, fællesmøderne og det radikale konsensusdemokrati. Men også rockernes indtog på hashmarkedet, de interne opgør og den religiøse dommedagssekt "Guds Børn". Det er kulørt, men aldrig kun kuriøst.
Og så er der Rikke. En alkoholiseret bjørn, som gik frit rundt på Christiania, kørte i Volvo med sin ejer og elskede øl så meget, at nogen spurgte Carlsberg, om bryggeriet ville sponsorere hendes forbrug. De tilbød i stedet at sende hende på afvænning. Rikke er uden tvivl dokumentarens darling. Hun indkapsler hele fristadens paradoks: frihedens ekstreme konsekvens og fællesskabets blinde vinkler.
Filmens kerne er dog større end anekdoterne. Den kredser om fristadens evige dilemma: Hvordan kan et sted rumme alt, hvis det også skal være et rart sted at være?
Det spørgsmål er ikke bare historisk. Det er aktuelt. Christiania er efterhånden blevet en landsby for de få. Fristaden blev født ind i en tid præget af Vietnamkrig og ungdomsoprør. I dag lever vi med klimakrise, geopolitisk splittelse og en ny længsel efter radikale fællesskaber. Christiania er stadig styret af fællesmøder, der ligner dem fra 1970'erne, og et fristed for nogle af samfundets mest udsatte. Men noget har ændret sig.
Anarkiet er blevet attraktion. I dag er Christiania en af Danmarks store turistmagneter. Her findes hash, high-end genbrug og designbutikker med importeret brugskunst. At få en bolig derude er sværere end på det københavnske marked. Den frie by er blevet en slags lukket klub. Kapitalismen har sneget sig ind i anarkiets københavnske vugge. Ved lukningen af Pusher Street fik "befri Christiania" pludselig en ny betydning. Men når man har befriet sig selv fra sit eget monster – hvad så?
Her rammer filmen noget, der rækker langt ud over volden og hashen. Christiania har altid været et projektionslærred; for drømme, frygt og forargelse. For nogle er det stadig synonymt med hash og kaos – men "Christiania" insisterer på nuancerne. På at mennesker er sammensatte og at intet er sort-hvidt. Det gør dokumentaren stærk.
Den er ikke perfekt. Den kunne have presset hårdere på magtstrukturerne og de sociale slagsider. Men den vil noget andet. Den vil forstå, hvordan et eksperiment kan overleve i 50 år, og hvad det siger om os som samfund.
Christiania er måske ikke længere anarkiets bastion. Måske er det blevet en fortælling om, hvor svært det er at bevare en drøm, når virkeligheden banker på døren. Det er her, filmen rammer noget større end fristaden selv. Og det er måske i virkeligheden det mest radikale.
"Christiania" har biografpremiere 19. februar 2026. Filmen er distribueret af CPH:DOX og er udtaget til hovedkonkurrencen på festivalen.
