Hovedkonkurrencen Competition er fortsat Berlinalens hjerte, hvor både rutinerede og helt nye instruktører fra alle verdens hjørner afprøves, og både kendte samt nye ansigter ses på lærredet. Forbindelsen mellem de ellers ret forskellige film kan selv for det trænede øje være svær at spotte, men tempo og indhold udgør i dette program det, man kalder en rigtig Berlinale-film. Filmene er måske tunge, og flere lyder på papiret decideret kedelige, men sjældent går man helt tomhændet fra en film i hovedkonkurrencen. Det er nemlig film, der har noget på hjerte og/eller udfordrer filmsproget.
I 2022 vakte den finske instruktør Hanna Bergholm opsigt med gyseren "Hatching". Hendes nye film "Nightborn" er lidt i samme boldgade og skal med sine enkelte grafiske scener nok også blive en omtalt film i år. I filmen får et ægtepar bosiddende i de finske skove et barn, som lader til ikke helt at være et menneske. Bergholm holder barnet tilpas i skyggerne og skaber lynhurtigt en gru, der balanceres perfekt med kulsort humor. "Nightborn" er en underspillet lille sag, der viser nye sider af Rupert Grints skuespil, selvom det især er hovedrollen Seidi Haarla, hvis skuldre bærer filmen bedst.
Kritik af overklassen har aldrig været mindre subtil end i filmen "Rosebush Pruning". Her følger vi en dysfunktionel familie gennem alskens hemmeligheder, perversiteter, incest og mord i en film, hvor alt er så udpenslet, at mange vil finde den usmagelig. Med navne som Jamie Bell, Elle Fanning, Pamela Anderson og Callum Turner på plakaten skal den nok finde sit publikum. Den er lige så frastødende og vulgær, som den er underholdende, men får sandsynligvis svært ved at finde et stort publikum.
Callum Turner snakkede muligvis over sig under den efterfølgende pressekonference, da han blev spurgt ind til rygterne om, at han skulle være den næste James Bond. Hans svar lød: "It"s very early for that question. I'm not gonna comment on it" – en kommentar, der i hvert fald indbyder til at læse lidt mellem linjerne.
Ved siden af hovedkonkurrencen fylder Panorama som Berlinalens næstbedst besøgte programserie, og her får publikum ved indgangen til hver visning udleveret en stemmeseddel, som ender med at være altafgørende for konkurrencens vinder. Det er ofte i Panorama, man finder de lettest tilgængelige film på Berlinalen – heriblandt genrefilm med det ene formål at underholde. Panorama dyster også ofte med hovedkonkurrencen i, hvem der kan trække de mest kendte skuespillere og instruktører til festivalen, selvom det nu oftest er film, der slet ikke vises i konkurrence, som løber med den pris.
"The Moment" reducerer popikonet Charli XCX til en endimensionel figur i en mockumentary, der udstiller musikbranchens kunstige jagt på forlænget succes. Der er mere end et gran af sandhed i både filmens dokumentariske dele og i satiren, men instruktøren Aidan Samiri prioriterer at forvilde sit publikum frem for at skabe et sammenhængende værk. Filmens stil antyder inspiration fra Safdie-brødrene, men den når ikke deres samme troværdighed. Både Rosanna Arquette og Alexander Skarsgård står for filmens humoristiske højdepunkter, imens Charli XCX nærmest bliver reduceret til en birolle, efterhånden som filmen skrider frem. Resultatet er, at det, der kunne have været en skarp kommentar på musikbranchen, ender blot som en fodnote.
Tæt på samme genre, men langt mere vellykket, er musikdokumentaren "The Ballad of Judas Priest" om heavy metal-pionererne Judas Priest. Tom Morello, guitaristen fra Rage Against the Machine, forsøger sig som instruktør, og uden at opfinde den dybe tallerken cementerer han i den grad, at selvom Black Sabbath måske skabte heavy metal som genre, skabte Judas Priest kulturen. Filmen er en musikalsk hyldest med et glimt i øjet, der ser på Judas Priests historie gennem gamle optagelser og en masse nye interviews. Den er topunderholdende og informativ fra start til slut, og man kan i den grad mærke kærligheden til bandet og musikken.
Tom Morello fik desuden et af Berlinalens største bifald ved filmens pressekonference, da han med bemærkningen "What a time to be alive, where you can both make a documentary about one of your favorite bands and fight fascism at the same time" elegant forenede musik, politik og festivalens ånd. Uanset om det er i hovedkonkurrencen eller Panorama, bekræfter årets program, at Berlinalen fortsat prioriterer film med noget på hjerte – også når det går ud over komforten.
