"Here there be monsters!" Den gamle advarsel stod på middelalderlige søkort i en tid, hvor verden syntes større, og horisonten gemte på mere tvivl end vished. Den var en påmindelse om ikke at bevæge sig for langt ind i det ukendte. I takt med at kortene blev udfyldt, og kloden syntes mindre, forsvandt formuleringen. For der er jo ingen drager hinsides horisonten – medmindre man tilfældigvis lever i en verden befolket af monstre.
MonsterVerse er en amerikansk mediefranchise, der begyndte med "Godzilla" (2014), instrueret af "Rogue One"-instruktøren Gareth Edwards, en filmskaber med en særlig evne til at få alting til at virke ufatteligt stort. Filmen faldt ikke i alles smag, men den genetablerede i høj grad Godzilla for et internationalt publikum efter Roland Emmerichs famøse forsøg fra 1998 på at genoplive det atomare firben.
Edwards' film lagde fundamentet til det, vi i dag kender som MonsterVerse, muliggjort gennem en omhyggeligt forhandlet licensaftale med japanske Toho, Godzillas oprindelige hjem. I de efterfølgende kapitler som "Kong: Skull Island", "Godzilla: King of the Monsters" og "Godzilla vs. Kong" blev publikum – ikke mindst os, der voksede op med Toho-importer – genintroduceret til ikke blot Godzilla, men også Kong, Mothra, King Ghidorah, Rodan og den herligt overdrevne Mechagodzilla.
MonsterVerse-filmene kan groft sagt deles i to typer. Den ene fokuserer på at lade kæmperne tørne sammen, helst i nærheden af ikoniske skylines, så ødelæggelserne bliver så spektakulære som muligt – eller som jeg plejer at kalde dem: "Let them fight!"-filmene. Den anden type er mere karakterbåret, som "Godzilla" (2014) og "Kong: Skull Island", hvor verdenen anskues fra menneskenes perspektiv. I takt med at biograffilmene i stigende grad har lænet sig ind i rendyrket spektakel og til tider næsten absurd overdrivelse, bevæger Apples spin-off-serie "Monarch: Legacy of Monsters" sig i den modsatte retning.
"Monarch: Legacy of Monsters" skildrer oprindelsen og udviklingen af organisationen Monarch, MonsterVersets halvofficielle hovedpersoner. Historien udspiller sig i to tidsplaner. I 1950'erne og 60'erne følger vi den militære officer, der bliver opdagelsesrejsende, Lee Shaw (Wyatt Russell), videnskabsmanden Bill Randa (Anders Holm) og fysikeren Dr. Keiko Miura (Mari Yamamoto), mens de begiver sig ud på ekspeditioner, der danner grundlaget for Monarch. Det er langt mere end blot tilbageblik; forløbet bevæger sig gradvist frem mod begivenhederne i 1973 i "Kong: Skull Island" og Bill Randas endelige skæbne.
Første sæson udfolder også et af seriens mest centrale begreber: Axis Mundi, et skjult rige forbundet med Titanernes oprindelse, hvor tiden forløber anderledes end i vores verden. Da Keiko forsvinder dér i 1960'erne og årtier senere vender tilbage uden at være ældet, står det klart, at Monarch ikke blot registrerer store dyr, men undersøger noget langt mere fremmedartet.
Nutidshandlingen udspiller sig i kølvandet på G-Day i 2014, hvor Godzilla kæmpede mod MUTOs i San Francisco og lagde store dele af byen øde, mens Titanerne blev afsløret for verden. I centrum står Bill Randas barnebarn Cate (Anna Sawai), hendes halvbror Kentaro (Ren Watabe) og deres far Hiroshi Randa (Takehiro Hira), sammen med Dr. Keiko Miura og en ældre Lee Shaw. I et inspireret castingvalg spilles den ældre Shaw af Wyatt Russells virkelige far, Kurt Russell, hvilket gør ligheden mellem fortid og nutid til mere end blot en tilfældighed.
Den nutidige fortælling kredser både om globale konsekvenser og familiære brudflader, mens karaktererne konfronterer nye Titan-trusler, til tider i samarbejde med Monarch og til tider i opposition, samtidig med at organisationens gamle hemmeligheder afdækkes.
Anden sæson samler tråden op umiddelbart efter begivenhederne i den første og bygger direkte videre på dens afsløringer. Axis Mundi er ikke længere en teoretisk mulighed, og Monarchs interne sprækker er blevet synlige. Ind på scenen træder teknologikoncernen APEX, der ønsker at militarisere det, Monarch forsøger at forstå. Samtidig rejser en ny, havlevende Titan – foreløbigt benævnt Titan X – sig fra dybet og trækker mysteriet om Axis Mundi endnu tydeligere frem i lyset, mens verden igen bringes på randen af katastrofe.
På trods af politisk og institutionel intrige forbliver "Monarch: Legacy of Monsters" først og fremmest en menneskelig fortælling. Titan X er ikke blot et kraken-lignende effektshow hentet fra gamle sømandsmyter, men en gådefuld tilstedeværelse med personlige konsekvenser. Uden at bevæge sig ind i spoilerterritorium kan det siges, at forbindelsen mellem væsenet og en af hovedpersonerne tilfører historien en uventet følelsesmæssig dimension. Serien vælger en afdæmpet tilgang og forankrer relationen i karakterudvikling frem for skæbnebestemt science fiction-symbolik.
Selv om Titan X driver store dele af sæsonens mysterium, er den langt fra alene. Både Godzilla og Kong optræder i flere afsnit – ikke som kortvarige indslag, men som bærende kræfter i fortællingen. Hertil kommer nye og velkendte væsener fra Axis Mundi, Skull Island og andre afkroge af verden, som karaktererne bevæger sig igennem i løbet af de ti episoder.
Det er ikke usædvanligt, at serier baseret på etablerede franchises bruger første sæson på at finde balancen. "Monarch: Legacy of Monsters" var allerede overbevisende i sin debut, men anden sæson fremstår mere sikker. Skuespillerne virker hjemme i rollerne og er ikke længere blot i gang med at introducere deres figurer, men med at udfolde dem.
Det gælder især Anna Sawa i rollen som Cate Randa. Efter anerkendelsen for "Shōgun" står det klart, at Sawai kan bære ikke bare enkelte scener, men en hel fortælling. I anden sæson træder hun tydeligere frem og lader Cates sorg, vrede og stædighed præge historiens retning frem for blot at reagere på den.
Castingen af Russell-far og -søn er fortsat et af seriens mest vellykkede greb. Kurt Russell og Wyatt Russell leverer to forskellige, men indbyrdes forbundne fortolkninger af Lee Shaw. Selvom de ikke deler scener, føles deres præstationer som en dialog på tværs af tid. I denne sæson bliver det endnu tydeligere, hvordan de former variationer over den samme mand.
Hvad angår visuelle effekter, lyddesign og det overordnede spektakel fastholder anden sæson det høje niveau, man efterhånden forbinder med Apples science fiction-produktioner, samtidig med at skalaen udvides markant. Ambitionen på skærmen afspejler et globalt samarbejde mellem effekt- og postproduktionshuse, fra newzealandske Wētā FX til norske Storm Studios, senest Oscar-nomineret for deres arbejde på Ryan Cooglers "Sinners." Resultatet er ikke blot større sekvenser, men en mere håndgribelig fornemmelse af tyngde og rum – særligt i de maritime scener, hvor bevægelse og dybde føles overbevisende elementære.
Anden sæson af "Monarch: Legacy of Monsters" viser, at MonsterVerse kan være mere end blot Titans, der smadrer hinanden mellem sammenstyrtende skyskrabere. Serien står stærkest i de menneskelige mellemrum mellem katastroferne, hvor institutioner slår revner, og loyaliteter langsomt brænder frem for at eksplodere.
Måske havde de gamle kartografer ret alligevel. Måske var de blot ærlige nok til at erkende det, de ikke forstod. I MonsterVerse er verdens mørkeste hjørner stadig ikke oplyst – fra de dybeste grave til de ældste huler og de heftigste brande. For her, hinsides kortets kant, venter monstrene stadig og holder øje med den verden, vi tager for givet.
"Monarch: Legacy of Monsters" - sæson 2 kan ses på Apple TV fra 27. februar.
