23-02-2026 14:30

Kilde: collider.com

netflix, spilfilmatisering, BioShock, Francis Lawrence

Rasmus Drews

Nyhed:

"BioShock"-filmen rykker endelig – efter år med stilhed

Producent Roy Lee bekræfter, at arbejdet på filmatiseringen af det ikoniske spil genoptages, når "Hunger Games"-forløberen er afsluttet.

Efter flere års tavshed er der endelig nyt om filmatiseringen af "BioShock". Ifølge producer Roy Lee er projektet fortsat i live, men har været sat på pause på grund af andre filmforpligtelser.

I et interview med Collider forklarer Lee, at næste skridt først tages, når instruktør Francis Lawrence er færdig med post-produktionen på "The Hunger Games: Sunrise on the Reaping".

"Vi ville have lavet filmen for flere år siden, men andre projekter kom i vejen – blandt andet 'The Long Walk' og 'Hunger Games'-forløberen," siger Lee.

Netflix og Take-Two presser på

Produceren tilføjer, at både Netflix og spiludgiveren Take-Two er ivrige efter at få filmen realiseret, blandt andet fordi de gerne vil koordinere udgivelsen med kommende versioner af spilserien.

Selvom en præcis produktionsdato endnu ikke er fastlagt, håber Lee, at "BioShock" kan gå i produktion i løbet af 2027.