26-02-2026 15:00

Kilde: ew.com

Venom, Morbius, Spider-Man, Madame Web

Rasmus Drews

Nyhed:

Sony vil genstarte sit udvidede Spider-Man-univers

Sony Pictures planlægger et "friskt reboot" af studiets Spider-Man-afledte filmunivers.

I den seneste episode af podcasten The Town blev Sony Pictures' CEO Tom Rothman spurgt direkte, om studiets live-action Spider-Man-univers var dødt. Svaret var klart: "Nej."

På opfølgende spørgsmål om Sony vil vende tilbage til universet på et senere tidspunkt, svarede Rothman: "Ja."

Da værten Matthew Belloni spurgte, om der er tale om et "friskt reboot" med "nye mennesker", bekræftede Rothman begge dele og slog fast, at næste bølge af Sony-Marvel-film vil byde på nye ansigter.

Senere i samtalen kommenterede Rothman på superheltegenrens vigende biografsucces og brugte Spider-Man som eksempel: "I forhold til dit spørgsmål om Spider-Man: Knapphed har værdi. Man er nødt til at få publikum til at savne én."

Et univers med blandede resultater

Sony har haft rettighederne til biografudgaver af "Spider-Man" siden 1999 og stod bag "Spider-Man"-trilogien instrueret af Sam Raimi med Tobey Maguire i hovedrollen. Senere fulgte to reboot-film med Andrew Garfield, inden samarbejdet med Marvel Studios førte til "Spider-Man: Homecoming" i 2017 med Tom Holland.

Siden 2018 har Sony udgivet seks live-action-film baseret på bipersoner fra Spider-Man-universet – herunder Venom, Morbius og Madame Web – uden at Spider-Man selv optrådte. Ingen af filmene blev modtaget hos kritikerne med den store begejstring.

Det næste biografprojekt hos Marvel er "Spider-Man: Brand New Day", instrueret af Destin Daniel Cretton, mens Sony arbejder på tv-serien "Spider-Noir" med Nicolas Cage i hovedrollen.