Jeg nejer, klapper og bukker for, at DFI har støttet en film, der tager tykke teenagepiger alvorligt. For lad os være ærlige: Dansk ungdomsfilm har i årevis haft en forkærlighed for modeltynde teenagepiger, der bliver seksualiseret, suger narko og kysser på hinanden. Det sælger. Det er genkendeligt. Det er ufarligt.
Emilie Thalunds debutfilm "Vægtløs", produceret med støtte fra New Danish Screen, gør det modsatte. Her bliver sex, krop og venskaber ikke udstillet til sensation, men til eftertanke. Og det er præcis derfor, den føles nødvendig.
Filmen har allerede fået massiv international anerkendelse. Den vandt hovedprisen i New Directors-programmet i San Sebastián, FIPRESCI-prisen og Sven Nykvist-prisen for bedste fotografi i Göteborg. Prisværdigt, eftersom danske ungdomsfilm de sidste mange år ikke har fået særlig megen international anerkendelse – mest børnefiktion som bl.a. "Børnene fra Sølvgade" og "Den kæmpestore pære".
Den 15-årige Lea (Marie Helweg Augustsen) sendes på sundhedskoloni hen over sommeren. Her skal hun tabe sig. Hun møder den spontane og selvsikre Sasha (Ella Paaske), som hun både beundrer og spejler sig i. Mens Sasha søger opmærksomhed hos de lokale drenge, bliver Lea draget af den voksne pædagog Rune (Joachim Fjelstrup). Det, der begynder som en sommer med håb om forandring, udvikler sig til et intenst og urovækkende drama om venskab, begær og grænser.
Tykke børn bliver målt og vejet. De er et projekt og kan først rigtigt accepteres i samfundet, når de har tabt sig. "Vægtløs" spiller ikke denne præmis frem som en tese, men som en virkelighed. Lea tager af sted for at få det bedre med sig selv. I stedet bliver hun konfronteret med noget langt mere komplekst: ønsket om at blive set og risikoen ved det.
Marie Helweg Augustsen spiller Lea med en sjælden tilbageholdenhed. Hun overspiller aldrig, og vi mærker hendes længsel og usikkerhed gennem mikroskopiske blikke og uden store armbevægelser. Det er en bemærkelsesværdig debutpræstation.
Joachim Fjelstrup er skræmmende velcastet som den voksne pædagog med Peter Pan-syndrom. Han spiller ikke skurk. Han spiller grænseløshed forklædt som forståelse. Det er langt mere foruroligende. Kameraarbejdet bliver en sober medspiller til filmens aura. Louise McLaughlins billeder er sanselige uden at være sentimentale. Nærskud og en intens framing trækker os tæt på karaktererne, men uden at invadere dem. Det er smukt. Det er følsomt. Der er en ro i billederne, som står i kontrast til den indre uro.
Der er ingen decideret jagt. Pacingen i filmens fremdrift er langsom i enkelte scener, og det gør det decideret ubehageligt at se på. Filmens pacing er bevidst langsom. Flere scener får lov at strække sig, til det næsten bliver uudholdeligt. Og ja – det er ubehageligt. Ikke fordi filmen er grafisk. Men fordi den arbejder i det usagte. Det er sjældent, jeg har haft svært ved at se på et lærred, mens en coming of age-film udspillede sig. Ikke nødvendigvis fordi den er grafisk, men det er i de usagte replikker og samspillet med Rune og Lea.
Steder virker det lidt forceret. Og der er karakterer, vi kunne have dvælet lidt mere hos. Lea er introvert, men hendes følelsesliv bliver ikke så meget udfordret, som hendes værelseskammerat. Men filmens rygrad holder. Tykke teenagepiger er alt for ofte enten usynlige eller gjort til fantasi. Vægtløs gør ingen af delene. Lea har en seksualitet, men den bliver ikke udstillet eller gjort til effekt. Hun reduceres ikke til comic relief, rival eller tragisk sidekick. Det er lækkert (endelig) at se så mange deller og så meget kropsdiversitet i en dansk film.
Manglen på ungdomsfilm, der ikke seksualiserer unge piger eller gør dem til rivaliserende arketyper, er ikke bare ærgerlig, den er problematisk. Børn og unge spejler sig i det, vi viser dem. Særligt i ungdomsfilm som denne ligger der et ansvar at vise de unge en virkelighed, som ikke bekræfter de idealer, mange ellers er blevet fodret med. Det er befriende. at en dansk ungdomsfilm ikke foregår i Nordsjælland, ikke så meget københavneri og kokain. "Vægtløs" insisterer på noget andet. Den insisterer på, at teenagepigers kroppe ikke er offentlige projekter. At begær og skam kan eksistere side om side. At grænser ikke er entydige – og at ansvaret altid ligger hos den voksne, når de er det.
Og det er måske det største, jeg kan sige om "Vægtløs": Den føles nødvendig. Ikke som et manifest. Ikke som et projekt. Men som en film, der forstår sit publikum og tør tage dem alvorligt. Den taler ikke ned. Den forklarer ikke for meget. Den lader stilheden larme, blikkene brænde og skammen sitre.
Emilie Thalund har skabt en debut, der ikke bare insisterer på kropsdiversitet som repræsentation, men som eksistens. En film, der giver plads til de piger, der har lært at gøre sig mindre – og lader dem fylde hele lærredet. "Vægtløs" er ikke en film om at tabe sig. Det er en film om at tage plads. Og den fortjener at blive set.
"Vægtløs" har biografpremiere den 26. februar 2026.
