"EPiC: Elvis Presley in Concert" kunne have været storslået. Men med det arbejde, eller mangel på samme, som Baz Luhrmann har lagt i filmen, burde den måske bare have været lagt på YouTube. Koncertoptagelserne stammer primært fra Elvis' Las Vegas-år i begyndelsen af 1970'erne, som var en afgørende periode i hans karriere. Efter tv-comebacket i 1968 vendte han i 1969 tilbage til scenen på International Hotel i Las Vegas, hvor han spillede to koncerter om dagen, syv dage om ugen. Frem til 1976 solgte han over en million billetter i Vegas alene. Det var kulminationen på hans kunstneriske triumf – og samtidig begyndelsen på hans forfald. Det spændingsfelt er det, der gør perioden interessant.
Materialet blev fundet takket være den danske Elvis-ekspert Ernst Mikael Jørgensen, der i over 35 år har været konsulent for Sony Music i alt, hvad der vedrører Elvis Presley. Allerede i forbindelse med relanceringen af "That's the Way It Is" (2001) blev han opmærksom på, at Warner Bros. opbevarede et enormt arkiv af filmoptagelser i deres lager i saltminerne i Kansas.
Desværre er de første 20 minutter som at se en trailer til en film, jeg faktisk gerne ville se. I stedet præsenteres vi for usammenhængende koncertoptagelser, der nægter publikum fodfæste. Instruktøren Baz Luhrmann ("The Great Gatsby", "Elvis") bør holde sig til spillefilm. Det her er ikke hans stærkeste genre. Filmen fejler både som dokumentar og som koncertfilm. Alt det, vi gerne ville se i en dokumentar om Elvis, er blevet klippet væk. Eksempelvis bruges der kun millisekunder på Elvis' kone Priscilla Presley. Til gengæld fylder Baz Luhrmanns smagsløse grafik langt mere end den historiske kontekst.
Klipningen er for hurtig. Lidt for hyperaktiv med enkelte gode matchcuts imellem. Der klippes tåkrummende TikTok-stil mellem flere forskellige optrædener af den samme sang, hvor Elvis "pludselig" har nyt kluns på – det forvirrer. Der skal være fart på: vi skal ikke hjem til Memphis – vi skal videre! Det forvirrer og fragmenterer fortællingen. Publikum bliver tabt i forbifarten. Den gennemsnitlige Elvis-fan er 65+, og det bliver svært at følge med for det ældre publikum, hvis de havde sat sig tilrette i biografen for at opleve mennesket Elvis Aron Presley og hans sceneautoritet.
Ja, tempo er en del af Luhrmanns signatur. Bare se hans filmkatalog som "Moulin Rouge" (2001) og "Romeo + Juliet" (1996). For nogle publikummer fungerer det. Her føles det, som om han har fået fingrene i historisk guld, som han så har klippet i med en børnesaks. Resultatet: en koncertfilm, der fremstår hul. Elvis-entusiaster med iMovie kunne have klippet det bedre – måske fordi de har Elvis med i hjertet og ikke som indtjening.
Den overfladiske film bliver flere steder for klinisk og historieløs. Stilen minder mere om en Scientology-infomercial. Hvor det i stedet for L. Ron Hubbards POV er det her Elvis. Måske er det meningen. Elvis blev jo omtalt som Kongen. Han havde ikke stjernestatus – han havde gudestatus. Ligesom Vatikanet har stor succes med religiøst kitsch, så havde Elvis' manager Parker også fået banket en stor merchandise-forretning op omkring Elvis som brand. Som nævnt stod Luhrmann også bag det prisvindende biopic "Elvis". Det her virker til at være noget, der kunne have fungeret godt som ekstramateriale på en dvd (I øvrigt: make ekstramateriale på dvd great again…!).
Denne kavalkade af Elvis-film, som Luhrmann dyrker, bliver ikke en hyldest, men en genfødsel af Elvis' manager Parker, der praktisk talt var et dumt svin. Parker udnyttede Elvis som brand – lidt som Luhrmann ubevidst kommer til at gøre. En montage med Parker ledsaget af "Devil in Disguise" er filmens lavpunkt og samtidig dens mest afslørende øjeblik. Koncertfilmen er vildt overfladisk. I forsøg på at vise, hvor stor Elvis var i Vegas-årene, er det slående hvor lidt filmen bringer til bordet. Du skal have kendskab til Elvis på et niveau over Trivial Pursuit. Og samtidig når du er deroppe, bliver det skamfuldt at være vidne til. Fordi der er ingen særlig retning. Det føles som koncerter i fragmenter. Den store koncertoplevelse udebliver. Ofte lægges studieoptagelser hen over liveoptagelserne og Royal Philharmonic Orchestra er posthumt blevet lagt ovenpå det ellers fremragende TCB-band. Det mest tankevækkende er, hvor fattigt rigt arkivmateriale kan gøres. At den vises i IMAX, virker nærmest tarveligt. Det enorme lærred kan ikke redde en film, der ikke vil reddes.
Timingen er også uheldig. I en tid med øget fokus på magtmisbrug og relationer mellem voksne mænd og meget unge piger er det påfaldende, at filmen vælger den rene glorificering. Elvis' forhold til helt unge piger er veldokumenteret og noget, der deler vandene. Jeg siger ikke, at vi bør diktere, hvilken retning en koncertfilm om Elvis skal tage. Men det er et glorificerende portræt og det er bekymrende, at vi har accepteret det i stilhed og lader hans gode eftermæle overskygge fakta. For som Luhrmann gennem dokumentaren gentager; image er ikke det samme som mennesket. Da Brigitte Bardot døde, blev der slået hårdt ned, hvis du ikke først nævnte, at hun var dømt racist. Hun var også et ikon. I en tid, hvor vi insisterer på at se magtstrukturer i øjnene, vælger filmen at reproducere Elvis som gudefigur. Det er ikke uskyldigt, men et bevidst valg om at beskytte myten frem for at udfordre den. Det er muligvis mere kriminelt end klipningen.
Projektet fremstår mindre som en kunstnerisk nødvendighed og mere som en forlængelse af en allerede lukrativ Elvis-fortælling. Det er imponerende, hvordan en instruktør kan have adgang til så godt arkivmateriale og så ikke forvalte det bedre. Luhrmann fik adgang til 59 timers hidtil uset arkivmateriale. Resultatet er en 90-minutters forhastet montage med et malplaceret Bono-digt i rulleteksterne. At lave et biopic giver ikke automatisk carte blanche til at malke videre på historien bagefter. Instruktører, der laver middelmådige biopics, burde få tildelt gult kort, hvis de bare nævner, at de vil lave en dokumentar om samme person.
Er du hardcore Elvis-fan: bliv hjemme og se den originale version af "That's the Way It Is" (1970), som det meste af materialet er taget fra. Bagefter kan "Elvis on Tour" (1972) anbefales, hvis klipning blev superviseret af en ung Martin Scorsese. Er du lidt ligeglad med, hvad en ung kvinde, der blev født flere årtier efter Kongens død, mener om filmen – så tag din dame med på Bones og tag bagefter i biografen, hvor I kan slå mave til Elvis Pelvis, mens I samtidig støtter den lokale biograf. Med 59 timers hidtil uset materiale havde filmen mulighed for at vise os både Kongen og mennesket. I stedet får vi endnu en poleret genudgivelse af myten. 1 stjerne, fordi Elvis var en. Det her er ikke en "episk" filmoplevelse, men det er slående, hvor episk dårligt det kan laves. "Elvis has left the building" var engang garanti for, at showet var slut. I "EPiC" havde Elvis forladt biografen længe før rulleteksterne.
"EPiC: Elvis Presley in Concert" har dansk biografpremiere den 26. februar 2026.
