Det kan godt være, at Maggie Gyllenhaal mest af alt er kendt som skuespiller, men noget tyder på, at hun også er ved at finde sig godt til rette i instruktørstolen. Det så vi med den glimrende debut "The Lost Daughter", baseret på en roman af Elena Ferrante, og nu med hendes genfortolkning af "Frankensteins Brud", der i Gyllenhaals version blot har fået titlen "The Bride!".
"The Bride!" - og ja, udråbstegnet er vigtigt! - har minimalt at gøre med originalfilmen fra 1935. I stedet har Gyllenhaal skrevet en fortælling om monstrøs kærlighed, kvindekamp og galskab. Det hele bades i en opulent, teatralsk vision, der skifter mellem at være underholdende og enormt anstrengende.
"The Bride!" udspiller sig i 1930"erne, hvor Frankensteins ensomme monster (Christian Bale) opsøger lægen Euphronius (Annette Bening) for at få hjælp til at skabe en livsledsagerske. Sammen graver de liget af den nyligt afdøde Ida (Jessie Buckley) op og vækker hende til live. Der er bare det ved det, at Ida ikke uden videre har tænkt sig at være nogens hustru – eller gøre, hvad der bliver sagt. De to døde skabninger er dog forbundne, og da de bevæger sig ud i nattelivet, udløser en række begivenheder et dobbeltdrab med dem som skyldige. Herefter må de to monstre tage flugten med både politiet, et par detektiver (Penélope Cruz og Peter Sarsgaard) og en kvindehadende mafiaboss (spillet af Zlatko Burić) i hælene.
Det kan være vanskeligt at beskrive "The Bride!" i simple termer, for der er ingen tvivl om, at Gyllenhaal har trukket på et utal af referencer for at skabe en film, der vil noget – både visuelt og tematisk. Historien udfolder sig som en slags "Bonnie & Clyde"-fortælling, hvor bruden og hendes monster flygter fra politiet i en Ford V8 og tager diverse afstikkere undervejs. Men det er en grov forenkling af en film, der også byder på dansesekvenser, fantasier, sex og en næsten metatekstuel kritik af, hvordan kvinder historisk er blevet overset.
Filmen rammesættes og fortælles af forfatteren bag "Frankenstein", Mary Shelley, der flere gange dukker op og bruger bruden som talerør. Det fungerer i glimt, men virker i flere sammenhænge opblæst og trækker én ud af filmen. Det reddes først og fremmest af Jessie Buckley, som er eminent - både som bruden og som Mary Shelley - og gnidningsfrit skifter mellem viktoriansk engelsk og 30"er-østkyst-amerikansk. I det hele taget er Buckley og til dels Christian Bale limen, der holder filmens mange kropsdele sammen.
De to skuespillere portrætterer deres roller med indlevelse og præcis den rette mængde overdrev til, at man nogenlunde forbliver fanget i deres historie. Desværre tager filmen så mange afstikkere, at oplevelsen bliver rodet og usammenhængende. Der har ganske enkelt været for mange idéer og for lidt tid til at følge dem til dørs. Flere af filmens mest interessante elementer føles derfor som eftertanker.
Blandt andet lykkes det bruden at starte en oprørsbevægelse blandt kvinder, der har fået nok . En interessant vinkel, som dog aldrig får plads til for alvor at udfolde sig og derfor reduceres til et par visuelt prangende indstik. Ligeledes kunne mafiabossen, der samler på tunger fra sine ofre, have været centrum for en grufuld og potent historie, men fordi tråden kun berøres momentvist, forbliver den en sidebemærkning. Ideerne er der. De får bare ikke helt den plads, de behøver for at fungere.
Samtidig virker flere af de teatralske sekvenser malplacerede. Det er tydeligt, hvad intentionen er, men her er det enten eller: Enten køber man ind på visionen, eller også gør man ikke. Undertegnede gør desværre ikke. Udover "Bonnie & Clyde" som oplagt referenceramme nærer filmen et vist slægtskab med Todd Phillips" "Joker: Folie à Deux", og i glimt kan man også ane Wild at Heart. Sammenlignet med sidstnævnte er der dog væsentligt mindre liv i "The Bride!".
Det mest interessante ved "The Bride!" er måske dens evne til at flytte fokus fra monsteret til bruden. Hvor den klassiske myte traditionelt har handlet om mandlig hybris og videnskabelig overmod, forsøger Gyllenhaal at gøre fortællingen til et opgør med patriarkalsk kontrol. Ambitionerne fejler intet, og modet til at gentænke en klassiker er i sig selv beundringsværdigt. Men "The Bride!" er et eksempel på, at vilje og vision ikke nødvendigvis er det samme som sammenhæng. Maggie Gyllenhaal vil fortælle alt på én gang og ender derfor med at fortælle for lidt med egentlig tyngde. Resultatet er en film, der - ligesom monstret - er stykket sammen af alverdens forskellige dele og derfor aldrig helt bliver en levende helhed. Det er Jessie Buckleys præstation, der står tilbage som filmens egentlige - og måske eneste - trækplaster.
"The Bride!" vil være både monsterfilm, feministisk manifest, roadmovie og metadrama på én gang. Det er beundringsværdigt. Det er modigt. Men det er også enormt rodet. Det kan godt være, at udråbstegnet skal fortælle os, at bruden er ankommet. Man kunne bare godt have ønsket sig, at hun var ankommet i en skarpere film.
