Alan Ritchson er på fremmarch. Efter sit gennembrud som den imponerende hovedrolle i Reacher, der nu er nået tre sæsoner, har den 43‑årige amerikanske skuespiller etableret sig som en stabil tilstedeværelse i moderne actionunderholdning. Det interessante ved Ritchson er dog ikke kun hans fysik. Bag den rå styrke, som hans figurer ofte udstråler, gemmer der sig som regel et strejf af sårbarhed – og hvis man kigger efter, også en ægte menneskelighed.
Reacher åbnede døren for flere roller, primært inden for actiongenren. Et af de mere fornøjelige eksempler er Guy Ritchies undervurderede og herligt respektløse "The Ministry of Ungentlemanly Warfare" (2024), hvor Ritchson spillede over for blandt andre Henry Cavill og Eiza González. Skuespilleren har desuden været åben om sine egne kampe med bipolar lidelse, hvilket måske forklarer den sårbarhed, der indimellem skinner igennem i hans ellers hypermaskuline skærmroller.
Netflix' "War Machine" lyder derfor umiddelbart som noget, der passer perfekt til ham. En militær science fiction‑actionfilm, hvor gung‑ho soldater i fuld kampuniform støder sammen med en ukendt mekanisk trussel – mere præcist en gigantisk alienrobot bevæbnet til tænderne med lasere, missiler, bomber og meget mere. På papiret er det præcis den type præmis, hvor Ritchson burde trives, fuldt ud lænende sig ind i sin rolle som moderne actionhelt.
Derfor er det desto mere ærgerligt, at selvom "War Machine" starter som et oplagt fredag‑aften popcornbrag, udvikler filmen sig gradvist til noget helt andet. Den tilgang vil sikkert fungere for dens mest oplagte målgruppe, amerikanske militærentusiaster, men uden for USA føles den langt mindre overbevisende. Når det er sagt, indrømmer jeg gerne én ting: Jeg elsker altså en kæmperobot med kanoner. Men lad os grave lidt dybere.
"War Machine" begynder i Afghanistans ørken, hvor en gruppe militæringeniører, anført af vores helt – senere kun kendt som 81 (Alan Ritchson) – møder en strandet deling soldater og deres Humvees, under kommando af 81's bror. Efter en omgang ekstremt maskulin bravado, hvor alle taler med rungende stemmer, viser tatoveringer frem og leger soldater, bliver gruppen pludselig angrebet af usynlige Taliban‑krigere. 81 er den eneste overlevende, men først efter at have båret sin døende bror tilbage til basen over skuldrene.
To år senere har 81 meldt sig til Ranger‑træning i Colorado – og ja, som filmen konstant minder os om: "Rangers lead the way! All the way!" Træningen ledes af den gnavne officer Torres (Esai Morales) og den lettere maniske kommandant Sheridan (Dennis Quaid). Efter en udmattende og alt for lang montage af træningssekvenser sorteres de fleste aspiranter fra, og kun de uheldige få står tilbage til den afsluttende øvelse, den såkaldte "Death March".
Og jeg kan næsten ikke understrege nok, hvor smertefuldt klichéfyldt hele denne opbygning føles. Jeg er naturligvis ikke militærmand, og man må håbe, at instruktør Patrick Hughes ("The Expendables 3", "The Hitman's Bodyguard"), som har skrevet filmen sammen med James Beaufort – der også optræder i filmen som karakteren 23 – bevidst har skruet op for bravadoen og dialogen for filmisk effekt.
Det betyder dog ikke, at filmen er ulidelig at se. Det er den ikke. Hvis man kan se bort fra den gung‑ho militærretorik, leverer Alan Ritchson faktisk en forholdsvis overbevisende figur: den sårede veteran med PTSD, sårbar bag et tyndt lag af heroisme, fast besluttet på at gennemføre Ranger‑uddannelsen til ære for sin afdøde bror.
Filmens centrale omdrejningspunkt er den såkaldte "Death March", en træningsøvelse hvor de resterende Ranger‑aspiranter skal bevæge sig ud i vildmarken for at gennemføre en mission: at destruere det, de tror er et styrtet eksperimentelt militærfly. Alt er naturligvis kun en øvelse – riflerne er ladet med løse patroner, og modstanderne spilles af instruktørernes egne kadetter.
Men da de når frem til målet, opdager de hurtigt, at noget er helt galt. Vraget ligner på ingen måde et almindeligt fly. En højteknologisk pansret struktur uden vinger ligger begravet i jorden. Da soldaterne sprænger ladningerne, sker der noget helt uventet: En meget vred alienrobot vågner til live og begynder straks at udslette tropperne.
De overlevende soldater, nu jaget af den massive maskine, må finde vej gennem vildmarken tilbage mod deres træningsbase. På dette tidspunkt udvikler filmen sig reelt til en variation over "Predator" (1987), hvor soldaterne én efter én bliver taget ud af en konstant tilstedeværende mekanisk trussel. Det er ikke just klædeligt for filmen at lægge sig så tæt op ad noget så ikonisk, og selvom Alan Ritchson gør sit bedste med materialet, begynder historien – eller det, der er tilbage af den – at vakle i denne midterdel.
Lad os være ærlige: Uanset hvor interessant Alan Ritchsons figur 81 måtte være, inden for genrens rammer, er de fleste seere her for den gigantiske mekaniske fjende. På det punkt leverer filmen for det meste varen. Alienrobotten ser tilpas truende ud, selvom dens bevægelser til tider er lidt langsomme og klodsede, hvilket giver svage vibrationer af "War of the Worlds" – mere i lydsiden og trussel end i selve designet. Når den støder sammen med soldaterne, finder filmen indimellem en rytme, især i en spændende flodpassage og en jagtsekvens med et pansret køretøj, filmet som et glidende, om end tydeligt CG‑tungt, one‑take.
Men efterhånden som tredje akt folder sig ud, begynder filmens egentlige ambitioner at vise sig. Det, der først lignede en rå militær science fiction‑overlevelseshistorie, forvandler sig gradvist til noget langt mere genkendeligt: en blankpoleret rekrutteringsvideo for den amerikanske hær, komplet med slowmotion‑heltebilleder, flag der majestætisk blafrer i vinden og Black Hawk‑helikoptere, der brøler hen over himlen som symboler på guddommelig indgriben.
Da de uundgåelige kampråb vender tilbage – "Rangers lead the way!" efterfulgt af det lige så begejstrede svar "All the way!" – har filmen fuldstændig overgivet sig til sin indre propagandafilm. På dette tidspunkt forventer man næsten, at rulleteksterne stopper et øjeblik, så en rekrutteringsofficer kan træde ind i billedet og dele brochurer ud.
Trods god action ender resultatet for denne norske kritiker, især i en tid som vores, et sted mellem pinligt og decideret cringe.
"War Machine" kan ses på Netflix fra 6. marts.
