Moovy var naturligvis på pletten, da der endnu en gang blev afholdt festival for spillefilm i hjertet af Odense. Hovedparten af programmet blev afviklet i Nordisk Film Biograf, hvor festivalcentrummet også befandt sig. Her blev diverse branche-begivenheder afholdt i hyggelige, grønne omgivelser. I år havde man desuden gjort brug af bl.a. Café Biografen, og byens skønne arthouse-biograf er jo som bekendt altid et besøg værd.
Jeg nåede ikke alt det, der var planlagt (gør man nogensinde det?), men ikke desto mindre kan du i det følgende læse om de film, jeg rent faktisk fik løst billet til.
QUEENS OF THE DEAD
Dre (Katy O'Brian) står for aftenens fest på natklubben Yum, da forgiftede stoffer får en zombie-epidemi til at bryde ud. Drag Queens, club kids, influencere og assorterede non-binære må lægge deres interne drama på hylden og arbejde sammen, hvis de skal overleve denne blodige nat i Brooklyn.
Filmens force er uden tvivl det spraglede og mangfoldige persongalleri, der flyder over med attitude, og kaster om sig med sjove, spydige kommentarer. Det sagt så har vi dog med et temmelig konventionelt zombie-værk at gøre, og jeg savner fx at blive præsenteret for nogle lidt mere nyskabende blodsudgydelser, end hvad der diskes op med her. Kongen af splattereffekter, Tom Savini, dukker endda op som New Yorks borgmester. Come on!
"Queens Of The Dead" markerer Tina Romeros første forsøg med det lange format. Hun har forståeligt nok valgt at fokusere på de mange farverige karakterer morsomme interaktioner, og de er bestemt en underholdende forsamling. Det halter bare lidt, når det kommer til generel spændingsopbygning og kreativt kameraarbejde, for at nævne det mest iøjnefaldende. En film af denne type skriger på noget fandenivoldskhed, men mange af scenerne er desværre skudt temmelig fladt og uden megen finesse.
Tina er, som du nok har gættet, datter af navnkundige George A. Romero, så der er ikke overraskende en god slat referencer til farmands klassikere at spotte. Det er naturligvis godt at se, at hun går i faderens fodspor, men der er nu altså stadig lidt vej, før hun kan matche hans bedste værker. Kommer tid, kommer råd, kan man kun håbe.
THE MYSTERIOUS GAZE OF THE FLAMINGO
12-årige Lidia (Tamara Cortes) er forældreløs, men blev som spæd "adopteret" af transvestitten Flamenco (Matías Catalán), og er vokset op som den eneste pige i en lille mineby i den Chilenske ørken. Året er 1982 og en mystisk sygdom har ramt det diminutive samfunds homoseksuelle beboere. Rygterne svirrer og de uvidende mænd skaber deres egen mytologi, der bl.a. hævder at epidemien smitter gennem øjnene.
Diego Céspedes har med denne debutfilm skabt en fortælling, der betoner hvor stærk længslen efter kærlighed og omsorg kan være, også selvom kårene er trøstesløse, og den dødelige virkelighed konstant banker på døren. Værket er både velspillet og rørende med et let drys af magisk realisme, og står for mig som festivalens mest mindeværdige indslag.
A USEFUL GHOST
Da spøgelset af Marchs afdøde kone besætter en støvsuger, sætter det gang i række begivenheder, som ender med at vende op og ned på deres tilværelse. Og det er nu for at sige det mildt. "A Useful Ghost" er nemlig ikke bange for at skrue op for finurligheden, og det fungerer ret godt i starten. Men efterhånden som handlingen stritter i stadig flere retninger, bliver filmen desværre lidt af en prøvelse at hitte redde i.
Filmen gaber ganske enkelt over for meget, og har svært ved at binde de mange plotpunkter og tematikker sammen til et tilfredsstillende hele. Den "simple" præmis, hvor hustruen vender tilbage som en sansende støvsuger, udvikler sig til også at omfatte en konfronterende svigermor, grådige familiemedlemmer, en spøgelsesinficeret fabrik, elektrochok-behandling, korrupte politikere og en massakre – for bare at nævne det mest fremtrædende.
Instruktør Ratchapoom Boonbunchachoke viser helt sikkert potentiale i denne spillefilmsdebut, men han bør blive bedre til at begrænse sig, hvis hans næste film skal være mere end en skæv og let rodet stiløvelse.
URCHIN
Skuespiller Harris Dickinson har bl.a. optrådt i "Triangle Of Sadness", "Babygirl" og "Where The Crawdads Sing". Han har desuden instrueret fire kortfilm, men "Urchin" er hans spillefilmsdebut, og det er han sluppet mere end hæderligt fra.
Vi følger Mike (Frank Dillane), der bor på gaden i London. Dagen går med at skaffe penge til hans misbrug, men da han slår en mand ned og stjæler vedkommendes ur, må han en tur bag tremmer. Da han igen er fri, er han blevet clean og skal nu se om ikke han kan få styr på tilværelsen. Han indlogeres på et hostel og starter som kok på et nærliggende hotel. Det starter fornuftigt, men snart opstår der problemer, og da han til sidst falder i og vender tilbage til stofferne, ser det ud, som at chancerne er opbrugt.
"Urchin" er et hverdagsdrama fra samfundets absolutte bund. Frank Dillane spiller fantastisk i den altoverskyggende hovedrolle, og skiftet fra at have mod på livet efter fængselsopholdet, til den selvdestruktive deroute han ender ud på, er yderst overbevisende fremført. Det er en film om håbløshed og de mennesker, som aldrig formår at slippe fri af dens kløer. Er du til socialrealisme, der ikke lægger fingre imellem, synes jeg at du skal give denne fremmelige debut et skud.
ELEANOR THE GREAT
Da den 94-årige Eleanors bedste veninde igennem hele livet går bort, flytter hun fra solbeskinnede Florida til New Yorks Manhattan, hvor hun indlogerer sig hos datteren Lisa (Jessica Hecht). Den aldrende dame meldes til, hvad hun tror, er en sangforening, men som i virkeligheden er en støttegruppe for Holocaust-overlevere. Eleanor er ganske vist jøde, men født og opvokset i Iowa, så da fokus rettes mod hende, overleverer hun i stedet venindens rædselsvækkende oplevelser, som var det hendes egne.
Blandt tilhørerne er den journalist-studerende Nina (Erin Kellyman), der straks ser en god historie i Eleanor, og hendes andægtige fortællinger. Ninas far (Chiwetel Ejiofor) er i øvrigt vært for et populært TV-program, og da han ønsker at lave et portræt af hende, må Eleanor sande, at det hele er ved at løbe ud af kontrol.
"Eleanor The Great" handler om sorg, og de forskellige måder hvorpå vi mennesker bearbejder den. Filmen er såmænd et sympatisk bekendtskab, men den kommer på én eller anden måde til at virke konstrueret for mig. Det er som om nogle af karaktererne mest af alt fungerer som repræsentanter for en given sorg-behandling, frem for mennesker af kød og blod. Jeg har alverdens respekt for June Squibb, der i en alder af 97, formår at levere den præstation hun gør her. Men Scarlett Johanssons spillefilmsdebut kom aldrig under huden på mig, og det er en skam. Jeg havde betydelige forventninger til filmen, som desværre bare ikke blev indfriet. "Bedre held næste gang", skal det dog lyde til Fru. Johansson.
Lørdag aften blev festivalens to priser uddelt. "Hjem" af Marijana Jankovic tog OFFSpring-prisen, mens debutantprisen 2026 gik til Christian Bonke for den vellykkede "Herkules Falder", der havde premiere i de danske biografer sidste år. Med priserne fulgte der en præmie på henholdsvis 50.000 og 25.000 danske kroner.
Vinderfilmene vises i Café Biografen i Odense på følgende tidspunkter:
"Herkules falder"
Lørdag d. 14.03 kl. 15:30
Køb billet til Vinder af debutantprisen 2026
"Hjem"
Søndag d. 15.03 kl. 15:30
Køb billet til Vinder af OFFSpring-prisen 2026
