Fox og Hulu har bestilt to sæsoner af "Stewie" – en spin-off af den langvarige animationsserie "Family Guy".
Den nye serie kommer fra seriens skaber Seth MacFarlane og produceres af 20th Television Animation. Serien forventes at få premiere på Fox i sæsonen 2027-28, hvorefter den kan streames på Hulu dagen efter og internationalt på Disney+.
I serien følger man den geniale – og tidligere temmelig onde – baby Stewie Griffin, som begynder i en ny børnehave efter at være blevet smidt ud af sin gamle.
Eventyr i tid og rum
I spin-off-serien møder Stewie en række nye børn – samt en 75-årig skildpadde med en sær teori om stort set alt. Hverdagen i børnehaven er i starten miserabel for alle, men det ændrer sig drastisk, da Stewie begynder at bruge sine opfindelser til at tage børnehaven med på vilde rejser gennem tid og rum.
MacFarlane, der lægger stemme til Stewie i "Family Guy", vender også tilbage som stemmen bag figuren i spin-off-serien.
Anden spin-off fra serien
"Stewie" bliver den anden spin-off fra "Family Guy" efter "The Cleveland Show", der blev sendt i fire sæsoner fra 2009.
"Family Guy" havde premiere i 1999 og er siden blevet en af Fox' mest succesfulde animationsserier med hundredvis af afsnit.
