18-03-2026 15:30

MCU, Tom Holland, Spider-Man, Spider-Man 4, Spider-Man: Brand New Day

Rasmus Drews

Trailer:

Spider-Man er tilbage i første trailer til "Brand New Day" – og Punisher blander sig i kampen!

Tom Holland svinger igen gennem New York i et mørkere MCU-kapitel, hvor nye trusler – og velkendte ansigter – presser helten til det yderste.

Marvel Studios og Sony Pictures har offentliggjort den første trailer til den 4. "Spider-Man"-film i MCU-universet, "Spider-Man: Brand New Day".

Filmen instrueres af Destin Daniel Cretton ("Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings") og byder endnu en gang på Tom Holland som Peter Parker.

Spider-Man helt alene

Handlingen udspiller sig fire år efter "Spider-Man: No Way Home", hvor Peter lever et isoleret liv uden forbindelser til sin fortid. Som en venlig nabolagshelt kæmper han for at beskytte en by, der ikke længere ved, hvem han er.

Men presset begynder at sætte sine spor – både mentalt og fysisk – samtidig med, at en ny og særligt magtfuld trussel melder sin ankomst.

Store MCU-navne vender tilbage

Ud over Holland medvirker Zendaya som M.J. og Jacob Batalon som Ned, mens nye navne tæller Sadie Sink og Liza Colón-Zayas.

Traileren løfter også sløret for comeback-optrædener fra Jon Bernthal som Punisher og Mark Ruffalo som Bruce Banner, mens Michael Mando igen dukker op som Scorpion – for første gang siden "Spider-Man: Homecoming" fra 2017.

Hvordan filmen spiller ind i kommende MCU-kapitler som "Avengers: Doomsday" og "Avengers: Secret Wars" er endnu uvist.

Aficionados af tegneserien vil muligvis desuden bemærke, at filmen i et par scener rekonstruerer nogle ikoniske "Spider-Man"-forsider.

"Spider-Man: Brand New Day" får premiere i USA 31. juli. Se traileren her.

Kommentarer

  • Sweet :)

    
    0
  • Jeg synes godt nok det ser kunstigt ud.

    
    1
  • Jeg synes godt nok det ser kunstigt ud.

    Jeg tror, at noget af det også handler om, at de har nogle falske baggrunde på for ikke at "vise det hele", for jeg er ikke helt uenig.

    Tom Holland som Spider-Man er dog blandt Marvels konsekvent stærkeste kort gennem årene, så jeg er klar!

    
    0
  • Ser også episk ud med de sidste ninja vs spiderman scener :)

    
    0
  • Det kunne nemt blive den bedste udgave med Tom Holland i rollen. Det ser lovende ud.

    
    0
  • Jeg kan ret godt lide stemningen i den første halvdel af traileren. Jeg foretrækker min Peter Parker/Spider-Man når hans personlige liv er fyldt med problemer.

    Og så synes jeg at dynamikken mellem Punisher og Spider-Man fungerer overraskende godt.

    Til gengæld er jeg så ikke helt solgt på "The Hand"-ninjaerne. 

    0
  • Jeg er rigtig glad for det jeg ser, må jeg sige.

    Jeg har elsket Spider-Man, siden jeg var barn, men med Tom Holland føltes karakteren altid lidt for flad og let - men nu virker der til at være skruet lidt op for den tragiske side af karakteren. Lidt mere alvor. Det klæder ham også at være på niveau med Punisher i stedet for at han skal sættes op mod intergalaktiske guder a la Thanos. Og så er det for øvrigt dejligt med en trailer, som hinter om meget, men ikke afslører hele filmen.

    Jeg kunne godt lide Shang-Chi, også af Cretton, så dette kan gå hen og blive en fin superheltefilm. 

    
    2
  • Kunne være fedt, hvis de droppede MCU og bare lavede enkeltstående eller få sammenhængende film. Det tyngder mere end det gavner, at filmene skal presses ind i en uendelig skabelonsskåret megafortælling.

    
    0
  • Kunne være fedt, hvis de droppede MCU og bare lavede enkeltstående eller få sammenhængende film. Det tyngder mere end det gavner, at filmene skal presses ind i en uendelig skabelonsskåret megafortælling.

    Tja, jeg tror egentlig ikke de er så bundet af en stor MCU-narrativ længere. De har nok god plads til at fortælle diverse Spider-man-historier. Jeg tror også at de overordnet set vinder mere på det - for eksempel ved lige at kunne tage Bruce Banner ind som en figur, når de lige har brug for en videnskabsmand, som de fleste folk kender og godt kan lide at se på.

    
    0