Utopi og dystopi bevæger sig ofte på hver deres side af samme mønt inden for science fiction. Ofte imødekommer netop de modsætninger hinanden som mere eller mindre elegante greb og virkemidler. Filmatiseringen af Andy Weirs "Project Hail Mary" lander ganske vist ikke på en helt uudforsket del af genrestjernekortet. Behændigt trædes de tematiske aftryk ned i månestøvet langs silhuetterne fra tidens altoverskyggende dommedagsfrygt for klimakrise og geopolitisk splittelse, men med vedholdende tro på det bedste i levende væsner på tværs af nationalstater og galakser.
Fiktionen er ikke en flugt fra virkeligheden, men et værn mod dens begrænsninger. Det er et rum, hvor håbet får lov til at eksistere, længe før det kan realiseres. I hænderne på duoen Phil Lord og Christopher Miller føles det værd at række håbefuldt ud efter en verden baseret på sameksistens, som ellers er forbeholdt de mere kulørte sci-fi-film, der drøner i warp speed mod stjernerne.
Ryland Grace (Ryan Gosling) vågner op i et rumskib langt fra Jorden uden erindring om, hvordan han er havnet der. Langsomt folder missionens alvor sig ud: menneskehedens overlevelse afhænger af Graces evne til at forstå et kosmisk fænomen, der er ved at formørke Solen og dermed sænke temperaturen på Jorden.
Andy Weir har gjort det til en særegen karrierevej at forene popvidenskabelige robinsonader med selvironisk maskulin midtlivskrisekomik badet i spandevis af kække popkulturelle referencer. Vi så det i Ridley Scotts filmatisering af "The Martian". Men slet ikke med samme veloplagte humoristiske timing og smittende energi som Phil Lord og Christopher Miller har vist sig frem med de seneste 20 år. I "Project Hail Mary" kanaliseres deres sans for tempo og humor i en eftertænksom ramme – uden at miste dens overjordiske lethed. Evnen til at balancere mellem det komplekse og det tilgængelige er især en styrke. Popvidenskaben flyder frit, forklaret med legende pædagogisk formidling, der gør avancerede teorier forståelige – uden at der tales til laveste fællesnævner. Det klæder amerikansk sci-fi gevaldig med en sådan tilgang.
Netop i spændingsfeltet mellem videnskab og menneskelig relation finder "Project Hail Mary" sin involverende, følelsesmæssige kerne. Bag ligningerne og stjernetågerne gemmer sig en fortælling om ensomhed, ansvar og – ikke mindst – om mødet med det fremmede. For Lord og Millers film er også en rørende undersøgelse af samhørighed. Også når man ikke deler sprog, baggrund eller biologisk ophav.
Balancegangen mellem komik og sårbarhed – underbygget af en præstation båret af imponerende fysisk og psykisk overskud – lykkes med en sublim Ryan Gosling. Den canadiske skuespiller formår at gøre Ryland Grace både relaterbar og fejlbarlig. Gosling bærer i store dele filmen alene på egne skuldre. I isolationen får nuancerne plads til at folde sig ud. I dele af filmens tilbageblik udgør altid gode Sandra Hüller den perfekte alvorlige antitese over for Goslings indimellem vattede videnskabsmand.
Ryland Grace er personificeringen af temaet set i rumraketperspektiv: at fremskridt ikke skabes ved heroisk individualisme, men i kollektivets åbne samarbejde. Det er idealistisk. Måske endda en smule naivt. Men i en tid, hvor virkelighedsnære dystopier står i kø, føles det befriende tiltrængt. "Project Hail Mary" tør være håbefuld uden at være blind for kompleksiteten.
Tonen balancerer indimellem på kanten mellem afvæbnende platkomik og følelsesporno og lidt for søgte dramaturgiske greb. Det rokker ikke ved helhedsindtrykket af en film, der ved, hvad den vil: engagere, underholde og oplyse. Og ikke mindst minde os om, at samarbejde er den håbefulde vej til overlevelse i en mørk verden, der kalder på lysere udsigter for enden af universet.
"Project Hail Mary" har dansk biografpremiere 19. marts.
