Der findes mange film om Anden Verdenskrig. Der findes til gengæld ikke mange, der interesserer sig for krigens efterskælv. "De forbandede år – Fredens pris" begynder dér, hvor de fleste andre film inden for genren for længst har pakket sammen.
Efter befrielsen i 1945 udspillede der sig et efterspil i gaderne, som ikke passer ind i den nationale fortælling om mod og sammenhold. Kapitlet om tyskertøserne, værnemagere og gamle regnskaber, der blev gjort op uden rettergang – men ved selvtægt, drevet af vrede, skam og et behov for at placere skyld.
Det er denne mørke og ofte fortrængte overgangstid, "De forbandede år – Fredens pris" bevæger sig ind i. Det, der kommer bagefter, når fjenden er væk – og det viser sig, at det sværeste opgør er med hinanden.
Året er 1945. Krigen er slut, Danmark er frit – men langt fra forsonet. Familien Skov står midt i opløsning: Karl (Jesper Christensen) må konfronteres med konsekvenserne af sit samarbejde med besættelsesmagten, mens Eva (Bodil Jørgensen) bryder ud af et ægteskab, der ikke længere kan holde. Samtidig følger vi børnene, der forsøger at finde deres plads i et nyt Danmark, hvor idealerne fra modstandskampen langsomt krakelerer. Retsopgøret ruller, men spørgsmålet er, om retfærdigheden overhovedet kan indhente det, der er sket – eller om den blot åbner nye sår.
Der er ingen tvivl om, at Anders Refn kan skrue et solidt historisk drama sammen. Filmen har Refn skrevet sammen med Jesper Christensen efter Flemming Quist Møllers død i 2022. Filmen er skræddersyet til Biografklub Danmark-segmentet – og det er både dens styrke og dens svaghed.
Setdesign, kostumer og lokationer er gennemarbejdede og velvalgte. Det føles og ser rigtigt ud, men vi er også nået dertil, hvor danske film om besættelsen kommer på samlebånd, og det hele begynder at ligne noget, vi har set før. Til tider bliver det næsten "Badehotellet" i spillefilmsformat – som om Refn laver en film, han inderst inde ville ønske, han selv havde lavet som serie. Det er langt fra "Matador" og "Flammen og Citronen", men tydeligt en film, der er skabt i skyggen af dem. Måske er det netop dér, problemet opstår: Når en instruktør tænker for meget på, hvad andre har gjort, ender det let med at føles påtaget. De bedste film opstår sjældent sådan.
Sidehistorien om Karls datter, der åbner en jazzklub, ødelægger filmens ellers fine pacing. Det er her, filmen falder fra hinanden. Ungdom, homoseksualitet og en afroamerikaner er integreret så klodset, at det fremstår som et påklistret statement frem for en organisk del af fortællingen. Det er åbenlyst, at det kun er med, så der kunne sikres filmstøtte nok til en 3'er. Det er ikke fordi perspektiverne ikke må være der, men de skulle have været skrevet mere elegant ind, så det ikke føles som en pauseklovn midt i de i forvejen mange sideplots. Det fremstår som et påtaget forsøg på at vise diversitet – overfladisk og unødvendigt i den samlede fortælling, og det trækker filmen ned.
Ærgerligt, at ingen havde mod til at lade det lade livet i klipperummet. Det er svært ikke at se en vis træthed i projektet. Det er vel en 3'er. Refn burde have holdt sig til det, han er bedst til: familien Skov og det moralske opgør. Når filmen fungerer, er det takket være skuespillerne. Jesper Christensen er nerven. Bodil Jørgensen er hjertet. Det er i deres samspil, filmen løfter sig. Alt det menneskelige, det skrøbelige og det uforløste får plads hos dem. Resten føles til tider som potpourri omkring dem.
Det er næsten ironisk, at Anders Refn, som tidligere har klippet for Lars von Trier, ikke formår at udvise samme disciplin i sin egen film, der i den grad mangler en strammere hånd. Det her er en film, der kunne have været mere ærlig over for sig selv – frem for at prøve at være noget, den ikke er. Alligevel er det en smuk film, der vil noget, når den tør gå ind i et kapitel af Danmarkshistorien, vi helst ikke taler om.
" De forbandede år - Fredens pris" har dansk biografpremiere 19. marts.
Mon dog.
