23-03-2026 12:00

Kilde: variety.com

JCVD, Bloodsport, Jean-Claude Van Damme, Michaela Coel

Johan Albrechtsen

Nyhed:

A24's "Bloodsport"-remake finder sin instruktør

Den hæderkronede Emmy-vinder Michaela Coel skal nyfortolke den ikoniske actionbasker fra 1988.

Knap 40 år efter premieren (jøsses!) bliver en af 1980'ernes mest populære (hvis man altså ser bort fra kritikerne) kamsportsfilm genindspillet.

Variety skriver, at det enormt anerkendte filmselskab A24 snart søsætter et remake af "Bloodsport" fra 1988, hvori en dengang relativt ukendt og 27-årig Jean-Claude Van Damme spillede Frank Dux – en amerikansk kampsportsudøver, som drager til Hong Kong for at deltage i en turnering med livet som indsats.

Det kommende remake bliver både skrevet og instrueret af Emmy-vinderen Michaela Coel, som både skrev, instruerede og spillede hovedrollen i den prisbelønnede miniserie "I May Destroy You" fra 2021.

Coel har også optrådt foran kameraet i actionfyldte genrefilm som "Black Panther: Wakanda Forever" og "Star Wars: The Last Jedi".

Om den nye "Bloodsport" udtaler Coel selv: "Jeg har længe været betaget af fightere og forbløffet over den disciplin, intensitet og isolation, som sporten kræver af dem. Jeg er spændt på at udforske denne verden sammen med A24 og mine samarbejdspartnere. LET'S FUCKING GO."

Den nye "Bloodsport" har endnu ikke nogen fastlagt premieredato, og vi ved heller ikke, hvor meget (eller lidt) den vil læne sig op ad historien i originalfilmen.