25-03-2026 07:00

Kilde: x.com

Star Trek, Star Trek: Starfleet Academy, sci-fi, William Shatner

Johan Albrechtsen

Nyhed:

William Shatner: "Det er med sorg, at jeg hører om den nye 'Star Trek'-series død"

'Kaptajn Kirk' forsvarer "Star Trek: Starfleet Academy" i et længere opslag på X, hvor det 95-årige tv-ikon også går i kødet på dem, der har betegnet serien som for "woke".

I forgårs kom det frem, at den nyeste "Star Trek"-serie, "Star Trek: Starfleet Academy", bliver aflivet før tid og efter blot to sæsoner og 20 episoder. Seriens 1. sæson er netop nu i fuld gang på streamingtjenesten SkyShowtime.

Paramount Skydance, som producerer "Star Trek: Starfleet Academy", har endnu ikke annonceret årsagen til seriens snarlige bortgang.

Et nyligt regimeskifte hos netop Paramount Skydance er nok en del af forklaringen, men mange fans har også klandret "Star Trek: Starfleet Academy" for at afvige for meget fra "Star Trek"-franchisens tidligere serier ved bl.a. at fokusere på uprøvede Starfleet-kadetter og deres ungdomskvaler.

Men den største, levende "Star Trek"-legende fra den gamle garde er netop kommet serien til undsætning. William Shatner, som spillede Starfleet-kaptajnen James T. Kirk i syv "Star Trek"-spillefilm og franchisens oprindelige tv-serie, skriver i et længere, filosofisk opslag på X:

"'Star Trek' eksisterer i mere end én verden. Det eksisterer i science fiction-genrens fantasi – mærkelige og vidunderlige skildringer af alt det ufattelige, som menneskehedens udforskninger og anstrengelser kan kaste af sig. Men det eksisterer også i menneskers fantasi – med afsæt i de opdagelsesrejser, som mennesker har kastet sig ud i siden tidernes morgen. Både fysisk, mentalt og moralsk.

"Det er dét aspekt af 'Star Trek', som jeg altid har elsket. At kigge på noget, der ikke eksisterer i virkeligheden, men som talentfulde manuskriptforfatter og designere har udtænkt. Og håndteringen af eviggyldige menneskelige spørgsmål, pinsler og ekstaser.

"'Star Trek' bør eksistere længe endnu med tanke på alt dette. Jeg ville personligt elske at se 'Star Trek' fortsætte. Det er med sorg, at jeg hører om den nye 'Star Trek'-series død."

"Woke lort"

Diskursen om "Star Trek: Starfleet Academy" har også været usædvanligt hård flere steder online.

Prominente folk som techgiganten Elon Musk og Donald Trumps stabschef, Stephen Miller, har klandret serien for at være for "woke". Og det samme har adskillige influencere og forbavsende mange trekkies, selvom "Star Trek" altid har taget hånd om emner som seksualitet, diversitet, diskrimination og social ulighed – altså åbenlyst woke temaer, som visse kritikere nu altså åbenbart mener ikke hører hjemme i "Star Trek".

Men i et andet opslag på X går Shatner (som faktisk er for gammel til at være en boomer!) også i clinch med dén tankegang. Han refererer bl.a. til en berømt scene i den oprindelige "Star Trek"-serie, hvor han kyssede med kollegaen Nichelle Nichols foran kameraet. Det var vel at mærke det allerførste kys mellem en sort og en hvid i en amerikansk fiktionsserie:

"Dengang min 'Star Trek'-serie blev transmitteret, blev et kys betragtet som stødende. Mange tv-stationer i sydstaterne nægtede at vise afsnittet og fordømte serien. Hvis man havde haft vor tids talesprog, så ville vi helt afgjort også blevet betegnet som noget 'woke lort', fordi vi gik op imod datidens sociale 'normer'. Ikke meget ser ud til at have ændret sig."

Samtidigt minder Shatner sine følgere om, at den ekstremt succesfulde spin-off "Star Trek: The Next Generation" (1987-1994) også oprindeligt blev nedsablet af fans, der ikke havde mod på noget nyt, som ikke havde Kirk, Spock og Co. som omdrejningspunkt.

Stjernerne i "Star Trek: Starfleet Academy" er sikkert begejstrede over at få selveste William Shatners opbakning. Herunder kan du se første del af Moovy TV's interviews med netop seriens skuespillere:

Kommentarer

  • O Captain! My Captain!

    
    1
  • Herligt, gid man fulgte hans ord så var verden bedre.

    
    1