Tag ikke fejl. Som anmelder her hos Moovy forsøger jeg at vige langt uden om enhver form for højpandethed. Der findes rigeligt med akademiske hornbrille-typer i mediebranchen, der ler hånligt af film, som hellere vil underholde end undervise. Som anmelder har man et ansvar for at finde meritter i de film, man ser, og møde dem på deres egne præmisser. For der findes masser af film, som - uden at være store mesterværker - sagtens kan underholde. Et væld af b-film og "so bad it"s good"-oplevelser formår trods ringe skuespil, tvivlsomme effekter og halvbagte historier alligevel at forføre og fornøje. Film, der overlever på charme, kreativitet eller en tydelig kærlighed til projektet fra et dedikeret hold. Der er mange veje til en vellykket action-splatter. Der er bare ingen af dem til stede i "They Will Kill You".

"They Will Kill You" er på papiret et blodigt actionbrag i slipstrømmen på "Ready or Not" og "Evil Dead Rise". Handlingen udspiller sig på et mystisk hotel, hvor Asia Reaves (Zazie Beets) tager arbejde som stuepige i håbet om at finde sin forsvundne lillesøster. Det viser sig hurtigt, at hotellet gemmer på dæmoniske kræfter, og snart må Asia kæmpe mod både gæster og personale for ikke selv at ende som et offer. Det er vildt, det er højoktant, og det er blodigt. Det er bare ikke særligt velfungerende og, sært nok, ret kedeligt. Kropsdele flyver rundt på lærredet, mens blodet fosser ud, og det burde faktisk være både vulgært og underholdende, men underholdningsværdien går tabt på sådan cirka fem sekunder, fordi udførelsen simpelthen er helt i skoven. Instruktør Kirill Sokolov har taget en side ud af Tarantinos drejebog og forsøgt at ramme noget, der ligner en blanding af "Kill Bill" og Robert Rodriguez" "Planet Terror". Resultatet er dog mere tåkrummende end Tarantino og lugter mere af kopi end af hyldest.

Et af filmens største problemer er det totale fravær af indlevelse. Nok forsøger filmen at give sin hovedperson en følelsesmæssig drivkraft i jagten på søsteren, men det hele er så mekanisk og fragmenteret, at engagementet aldrig får fat. Det samme gælder hotellet og dets beboere. Der ligger ellers et oplagt potentiale i de mystiske omgivelser og de dæmoniske figurer, men det hele reduceres til klichéer og halve idéer. Der er intet kød på hverken hotellets gange eller på vores djævelske dræbermaskiner; de er mildt sagt røvsyge. Det er især skuffende, når man ser på rollelisten, der tæller navne som Tom Felton, Heather Graham og Patricia Arquette. Sidstnævnte, der ellers ofte er garant for kvalitet, har aldrig været så fraværende før. Hendes replikker leveres mekanisk og følelsesløst, så man et øjeblik kunne blive i tvivl om, hvorvidt hendes karakter rent faktisk var en robot – spoiler: det var hun ikke. Hovedrolleindehaver Zazie Beets leverer den med længder bedste præstation. Desværre er det bare ikke nok til at bære vægten fra så tung en stinker.
En sjælden gang rammer filmen en absurditet, der fungerer – som et løsrevet øje, der kravler afsted i jagten på vores heltinde. Det er øjeblikke, der næsten redder filmen, men de er for få og for korte. De drukner i actionsekvenser, der på trods af deres blodige overflod føles mærkeligt livløse. Og når en film på bare 90 minutter, pakket med vold og tempo, alligevel begynder at føles lang, så er der noget helt galt.

Det føles som at se en film, der konstant tror, den er bedre, end den er. En uoriginal og livløs splatterfest - uden fest. "They Will Kill You" er ikke bare dårlig, den er også virkelig kedelig. Og det er næsten den værste dødssynd, en såkaldt splatterkomedie kan begå. Men hvis målet var at lave en dårlig kopi af noget, man hellere ville se, så er "They Will Kill You" en fuldtræffer.
"They Will Kill You" har dansk biografpremiere 26. marts.







