I 2014 gav instruktøren David Robert Mitchell os gysernyklassikeren "It Follows", hvori en drabelig dæmon jager sine ofre og undervejs skifter udseende.
En fortsættelse til "It Follows" er på vej, men inden den udkommer, giver Mitchell os "The End of Oak Street", der også stiller skarpt på en håndfuld mennesker i en amerikansk forstad, som terroriseres af monstre – nærmere bestemt gigantiske dinoer.
I "End of Oak Street" spiller Ewan McGregor og Anne Hathaway et par forældre, som sammen med deres to børn flytter til en anden by.
Og selvom det selvfølgelig altid er et mareridt af rang at tømme flyttekasser, så kommer familien alligevel på en ekstraordinær prøve, da deres nabolag tilsyneladende transporteres til en anden dimension befolket af enorme dræberøgler.
"The End of Oak Street" er produceret af J.J. Abrams ("Star Trek", "Star Trek Into Darkness") og transporteres ind i de danske biografsale den 13. august. Se traileren her:

