02-04-2026 06:00

Masters of the Universe, He-Man, Travis Knight, Nicholas Galitzine, Idris Elba, Jared Leto, Morena Baccarin

Johan Albrechtsen

Trailer:

He-Man svinger sværdet i ny trailer til "Masters of the Universe"

Efter flere årtiers ventetid vender 80'er-helten endelig tilbage i biffen.

Det er snart 40 år siden, at Dolph Lundgren påtog sig rollen som den heroiske He-Man i "Masters of the Universe" – en film baseret på legetøjet og tegnefilmsserien, som bjergtog millioner af rollinger over hele kloden i 1980'erne.

Og mens en ny filmatisering har floreret på rygtebørsen i årevis – og bl.a. har haft instruktører som John Woo og McG med om bord – så er en ny "Masters of the Universe" omsider lige på trapperne, og oven på den første teaser fra januar har vi nu fået en ny trailer til filmen, som kan ses herunder.

Læs også: Dolph Lundgren er klar på at spille He-Man igen – på én betingelse

Og selvom Lundgren-filmen ikke just er højtelsket af hverken He-Man-fans eller kritikere, så lader den nye "Masters of the Universe" til at være kraftigt inspireret af sin forløber, idet den nye film også har en masse scener, der udspiller sig på Jorden.

Her møder vi Adam fra planeten Eternia, der som barn blev sendt til vores blå klode af hensyn til sin egen sikkerhed. Men en skønne dag bliver han kaldt tilbage til sin hjemplanet, så han kan udfylde dobbeltrollen som planetens prins og den superstærke He-Man.

He-Man spilles af 31-årige Nicholas Galitzine ("The Idea of You"), mens He-Mans tro følgesvend, Man-At-Arms, spilles af Idris Elba ("Star Trek Beyond"), og heltens legendariske ærkefjende, Skeletor, spilles af Jared Leto ("Tron: Ares"). Også Alison Brie, Kristen Wiig og Morena Baccarin pryder rollelisten.

Den nye "Masters of the Universe" instrueres af Travis Knight ("Kubo – den modige samurai", "Bumblebee"), mens den Oscar-nominerede animationsinstruktør Chris Butler ("Missing Link", "ParaNorman") står bag manuskriptet.

Filmen udkommer i biograferne den 4. juni, før den lidt senere udkommer på Amazons streamingtjeneste, Prime Video. Se den nye trailer her:

Kommentarer

  • ...film, som er den her, der er virkelig ikke noget der har fanget mig endnu, kan self. ændre sig men alt jeg har set hidtil har bare ikke fanget mig desværre. og det ikke fordi jeg sammenligner med Dolph Lundgren filmen som heller ikke var fantastisk (min Hey-man, er fra tegnefilmene) 

    Jeg tror det som jeg umiddelbart finder mest sjov, hvis jeg skal fremhæve noget er scenerne på jorden men hans fish out of water træk, men det minder også blot lidt meget om Thor filmene, hvor Chris Hemsworth gjorde det mesterligt som den her out of touch karakter.

    Men ja lad os se, når filmen udkommer.

    
    1
  • Jeg har godt nok også svært ved at få pulsen op. Det ser virkelig generisk og overpoleret ud. Værst af alt: stadig ingen tegn på, at den ikoniske kendingsmelodi er med, og det er simpelthen for slapt! 

    
    0
  • Battle Cat ligner også blot at nogle møgunger har været forbi og spraymalet den, mens He-Man lige har kigget væk et kort sekund.

    Man kunne frygte de blot lige bruger melodien mod slutningen som en stinger lige før en kæk replik fyres af.

    
    1
  • Jamen.. det er jo Mark Hamill der er Skeletor!

    0
  • Den nye Mortal Kombat 2 trailer derimod oh boy der var nogen der forstod opgaven. Jeg har set den så mange gange nu og jeg blir lige begejstret, hver gang jeg høre det Theme, og  plus vi får en cameo af selvet Ed Boon ham selv sammen med Johnny Cage.

    
    0