Lionsgate vender tilbage til skovene omkring Burkittsville med en ny version af "The Blair Witch Project". Projektet er nu officielt bekræftet, og instruktørstolen går til den relativt ukendte Dylan Clark.
Clark har tidligere markeret sig med kortfilm som "Portrait of God", og det er netop den slags arbejde, der har været med til at sætte ham på radaren i horror-miljøet. "Portrait of God" er aktuelt ved at blive udviklet til en spillefilm med Ghost House Pictures og Monkeypaw Productions involveret.
Filmen bliver til i et samarbejde mellem Lionsgate og Blumhouse Productions, hvor Jason Blum slår sig sammen med produceren Roy Lee, der tidligere har arbejdet på titler som "The Ring", "Godzilla" og "It".
En gyserklassiker vender tilbage
Den oprindelige "The Blair Witch Project" fra 1999 blev et globalt fænomen og omsatte for hele 248 mio. dollars på verdensplan. Filmen blev lavet for omkring 60.000 dollars.
Historien følger tre filmstuderende, der forsvinder i en skov i Maryland under optagelserne til en dokumentar om den lokale Blair Witch-legende – og kun efterlader deres optagelser.
Succesen affødte senere "Book of Shadows: Blair Witch 2" og "Blair Witch", hvilket tilsammen har gjort filmserien til en trilogi.
Der er endnu ingen detaljer om handling eller premieredato.






