14-04-2026 20:00

Kilde: variety.com

Ice Cream Man, Eli Roth

Rasmus Drews

Trailer:

Blodtørstige børn går amok i ny Eli Roth-gyser: Se teaser til "Ice Cream Man"

Den første trailer til den kommende slasher byder på børn, der forvandles til brutale dræbere – og en ismand med en særdeles dyster forretning.

Den første teaser til "Ice Cream Man" er landet, og den korte smagsprøve lover en rendyrket, blodig slasher fra Eli Roth.

Filmen udspiller sig i den tilsyneladende idylliske sommerby Bayleen Bay, hvor idyllen krakelerer, da en ismand begynder at servere søde sager med katastrofale konsekvenser. Resultatet er børn, der langsomt – og voldsomt – mister grebet om virkeligheden.

Filmen markerer starten på Roths nye selskab The Horror Section, som blev lanceret i 2025. Roth har skrevet manuskriptet sammen med sin faste samarbejdspartner Noah Belson.

Som en ekstra detalje leverer Snoop Dogg original musik til filmen, mens Nas er med som executive producer via sit Mass Appeal-selskab.

Eli Roth slog for alvor sit navn fast med kultgyseren "Hostel" og har siden været kendt for sin kompromisløse tilgang til vold og sort humor i film som "The Green Inferno" og "Knock Knock".

Kvaliteten har dog været svingende – særligt når Roth har bevæget sig ind i mere mainstream-orienterede projekter som "Death Wish" og "Borderlands". Til gengæld ramte han plet hos mange fans med "Thanksgiving" fra 2023, der netop omfavnede det blodige, absurde og campede, og som her på Moovy fik 5 stjerner.

"Ice Cream Man" får premiere herhjemme 6. august – og hvis teaseren er retvisende, er der lagt op til en både grotesk og underholdende sommergyser:

Kommentarer

  • Slashy… :)

    
    0