15-04-2026 09:00

Monsterfilm, Godzilla, Godzilla Minus Zero, Godzilla Minus One, Takashi Yamazaki, Ryûnosuke Kamiki, Minami Hamabe

Johan Albrechtsen

Trailer:

Godzilla stormer New York i første teaser til "Godzilla Minus Zero"

Franchisens nyeste monsterfim er en direkte fortsættelse til den Oscar-belønnede "Godzilla Minus One".

De seneste år har givet os et veritabelt ocean af "Godzilla"-film og -tv-serier – såsom Hollywood-storfilmene "Godzilla vs. Kong" og "Godzilla: King of the Monsters" og Apple-føljetonen "Monarch: Legacy of Monsters".

Men den mest mindeværdige nyere tilføjelse til "Godzilla"-sagaen er formentlig 2023's "Godzilla Minus One" fra franchisens fødeland, Japan, hvori det brølende kæmpemonster nok en gang var den altdominerende, skræmmende skurk og en tydelig repræsentation (ligesom i den oprindelige "Godzilla" fra 1954) af japanernes atomfrygt efter 2. verdenskrig.

"Godzilla Minus One" fik fantastiske anmeldelser og blev et megahit både i og uden for Japan, før den vandt en fuldt fortjent Oscar takket være sine imponerende visuelle effekter. Og nu er den uundgåelige fortsættelse lige på trapperne, og den første korte teaser kan nu ses herunder.

Som teaseren understreger, så rejser Godzilla denne gang til New York – og som sædvanligt går han amok og smadrer stribevis af bygninger og fly under sin destruktive odyssé.

Takashi Yamazaki sidder nok en gang i instruktørstolen, og foran kameraet vender Ryûnosuke Kamiki og Minami Hamabe tilbage som turtelduerne Kôichi og Noriko, som to år efter forgængerens begivenheder står over for Godzilla igen.

"Godzilla Minus Zero" udkommer i Japan den 3. november og i USA den 6. november. Vi håber naturligvis, at den lander cirka samtidigt i de danske biografsale. Se teaseren her:

Kommentarer

  • Feeed, den glæder jeg mig til. Kunne godt hive mig i biografen, hvilket er sjældent efterhånden.

    
    1