Det virker en anelse fjollet at kalde en film for "Lee Cronin's The Mummy". Det er en meget lidt mundret titel, og instruktør Lee Cronin er da heller ikke et så kendt navn endnu, at dets blotte tilstedeværelse sælger billetter i spandevis. Umiddelbart må titlens primære formål være at undgå forvekslinger med de andre film med titlen "The Mummy", så publikum ikke forventer en Brendan Fraser- eller Tom Cruise-actionbasker og derfor skuffet forlader biografen. Men lur mig, om ikke "Lee Cronin"s The Mummy" nok skal ende med blot at blive omtalt som "The Mummy" fremadrettet. Det ligger trods alt bedre i munden.
Og så alligevel… titlen har en funktion. For kender man til Lee Cronin, ved man også, at det var instruktøren bag blodbadet "Evil Dead Rise", hvilket lugter langt mere af splatterorgie end af støvede sarkofager. Og det er i virkeligheden det, "Lee Cronin's The Mummy" forsøger at være: en mørk og klam splatterfest centreret omkring en familietragedie.
Charlie (Jack Reynor) og Larissa (Laia Costa), et amerikansk ægtepar, bor og arbejder i Egypten med deres to børn og et tredje på vej. Midt i gode nyheder hjemmefra oplever de pludselig enhver forælders mareridt, da familiens ældste datter, Katie (Natalie Grace/Emily Mitchell), forsvinder sporløst fra huset. Otte år senere, efter at familien for længst er vendt tilbage til USA, får de pludselig nyt: Katie er fundet. Hun er dukket op i en sarkofag i forbindelse med et flystyrt – og hun er stadig i live.
Det er dog langt fra den Katie, de kender, de får retur. Efter flere års forsvinden er hun i en nærmest katatonisk tilstand, ude af stand til at kommunikere, og hendes krop virker mere død end levende. Charlie og Larissa er fast besluttede på at hjælpe hende, men som tiden går, bliver det tydeligt, at det ikke kun er Katie, de har fået hjem – men noget mørkt og ondt, der lurer bag den skrøbelige piges øjne. Snart begynder ondskaben at brede sig, og blodet at flyde.
På trods af at "Lee Cronin's The Mummy" tager sit udgangspunkt i mumien som monster, nærer filmen et langt større slægtskab med film som "Eksorcisten" og især Cronins egen "Evil Dead Rise". For selvom historien begynder i ørkenen, udspiller langt størstedelen sig inden for hjemmets fire vægge, hvor familien må forsøge at tage kampen op mod ondskaben i Katie. Hun brækker sig som Regan i "Eksorcisten", mens kropsdele udsættes for alverdens klamheder i bedste "Evil Dead"-stil, hvor en ulideligt ubehagelig klipning af tånegle er et af filmens mest mindeværdige højdepunkter.
Det er som body horror, at "Lee Cronin's The Mummy" står stærkest, og heldigvis byder den på masser af klamhed og blodigt ubehag. Fortællingen, der skal bære blodbadet, har dog en mere svingende spændingskurve. Hvor børneskuespillerne formår at give historien liv, kniber det lidt mere for de voksne. Især den 13-årige Billie Roy imponerer som familiens yngste datter Maud, hvor hun balancerer barnlig uskyld med grotesk ondskab og nærmest spiller sine voksne modparter af banen.
"Lee Cronin's The Mummy" bevæger sig frem og tilbage mellem Egypten og USA, da nøglen til Katies redning – hvis den findes – skal findes dér, hvor hun forsvandt. Mytologien lugter også her af noget, vi kunne finde i en "Evil Dead"-film, men det er faktisk til filmens fordel. For uden at fortabe sig i mumie-lore forsøger filmen at skabe en ondskab, der føles reelt ond, hvilket den langt hen ad vejen lykkes med. Ikke alt fungerer dog lige godt, og indimellem tager filmen nogle tåbelige valg, der underminerer historiens troværdighed.
Hvor filmen for alvor rammer noget, er i familiens tragedie og den nagende frygt for at miste noget, man allerede har mistet én gang. Sorg, der erstattes af lettelse, som igen erstattes af ny sorg – alt imens blod, insekter og kropsvæsker langsomt opsluger hjemmet omkring dem. Det er desværre også her, filmen halter en smule. For mens der skrues op for splattet, mangler der en tilsvarende emotionel tyngde, der kunne give blodbadet en dybere uhygge. Man får klamhederne serveret i rigelige mængder, men savner i glimt at mærke tragedien bag. Samtidig er spilletiden lige i overkanten og kunne med fordel være barberet ned til en strammere og mere effektiv omgang horror.
"Lee Cronin's The Mummy" flytter mumiemyten fra pyramiden til børneværelset og er spækket med chok, kropslig klamhed og splat, så de fleste horrorhunde nok skal få stillet den værste sult. For dem, der elskede "Evil Dead Rise", vil der uden tvivl også være meget at hente her. Det er ikke en fuldendt film, og den famler til tider i balancen mellem følelser og effektjagt, men når den rammer, rammer den hårdt og modbydeligt.
"Lee Cronin's The Mummy" har dansk biografpremiere 16. april.
