Har du nogensinde hørt om Widow's Bay? Det lille øsamfund med det ildevarslende navn ligger omkring 65 kilometer ud for New Englands kyst. Øens eneste by, som deler navn med stedet, får ikke mange besøgende. Somrene er milde, vintrene blæsende og ofte isnende kolde. Mobilforbindelsen er ustabil, og wi-fi er stort set ikke-eksisterende. Og så er stedet selvfølgelig forbandet. I hvert fald hvis man spørger de mange excentriske og overtroiske ældre beboere. Men det er vel bare det, ikke? Overtro? Ikke?
"Widow's Bay" danner rammen om Apple TV+'s nyeste horror-komedieserie. Vi møder Tom Loftis (Matthew Rhys), den kosmopolitiske, men lettere neurotiske borgmester i øens eneste by, som efter at have vundet posten uden modkandidater desperat forsøger at puste nyt liv i sit skrantende lokalsamfund. Planen lyder enkel nok: at gøre Widow's Bay til en blomstrende turistdestination.
Men da turisterne endelig begynder at dukke op, viser timingen sig at være katastrofal. Det står hurtigt klart, at byens mørke fortid — det, der i sin tid gav næring til de lokale overtroiske fortællinger — måske slet ikke er overtro. Forbandelser, spøgelser, uhyrer, hekse og værre ting lurer muligvis i virkeligheden. Horror og humor går hånd i hånd.
Hvis det hele leder tankerne hen på Stephen King, er det ikke helt ved siden af. Serien læner sig mere op ad komedien og de excentriske karakterer, end King normalt gør, men inspirationen er tydelig. Da jeg så sæsonens ti afsnit, blev jeg ved med at vende tilbage til den samme beskrivelse: et kærlighedsbarn mellem "Fargo" og "Twin Peaks", opvokset et sted dybt inde i Stephen Kings og H.P. Lovecrafts univers.
Serien læner sig tungt mod komedien, og ofte fungerer det rigtig godt — især i Loftis' nervøse adfærd og hans sammenstød med de ældre, stærkt overtroiske lokale, ikke mindst byens mest excentriske skikkelse, den garvede Wyck (Stephen Root). Men indimellem sker det på bekostning af gyset, hvor enkelte scener mister noget af deres bid, fordi humoren tager over.
Når det er sagt, lykkes det showrunner Kate Dippold og instruktør Hiro Murai, som står bag størstedelen af afsnittene, at holde fast i uhyggen. Serien når måske ikke samme dybde som Mike Flanagan eller den mere foruroligende særhed hos Ari Aster, men det behøver den heller ikke. I stedet arbejder den med en snigende uro og en konstant fornemmelse af, at noget er helt galt, frem for billige chok eller blodige effekter — og det fungerer.
Efterhånden som tågen ruller ind over Widow's Bay, begynder mærkelige ting at ske. Folk forsvinder og vender tilbage forandrede, og gamle fortællinger får nyt liv — i nogle tilfælde helt bogstaveligt. Advarsler bliver ignoreret. Skikkelser dukker op i mørket. En kirkeklokke ringer igen, selvom den har været tavs siden katastrofen, og de lokale stamgæster, der nærmest er groet fast til deres barstole med en bitter øl i hånden, begynder at tælle hvert eneste klokkeslag. Widow's Bay er et sted fyldt med hemmeligheder og forbandelser.
Loftis nægter at lade sig rive med. Han er langt mere optaget af de turister, han har kæmpet så hårdt for at tiltrække. Samtidig er han enlig far til sin plagede teenage-søn Evan (Kingston Rumi Southwick), som begynder at stille spørgsmål om sin afdøde mor. Med både forbandelser og forældrerollen at kæmpe med er det måske ikke så mærkeligt, at presset begynder at sætte sine spor.
I centrum står forholdet mellem Loftis og Wyck, to diametrale modsætninger, der begynder som bitre rivaler. Som skeptiker i spidsen for Widow's Bay nyder Loftis ikke den store respekt blandt de lokale og mødes højst med skæve blikke og hvisken bag ryggen. Matthew Rhys rammer rollen perfekt — en presset far og samtidig lidt som borgmesteren fra "Jaws", der forsøger at holde sammen på det hele, mens situationen stille og roligt glider ham af hænde.
Wyck er det stik modsatte. Sær og uforudsigelig selv efter byens standarder kunne han let være endt som den klassiske drikfældige særling, hvis det ikke var for Stephen Roots præstation og den dybde, karakteren får, som løfter ham ud over karikaturen. Konfronteret med det samme problem tvinges de to til at bringe deres vidt forskellige verdenssyn i spil og finde en måde at arbejde sammen på — om end modvilligt. Det er en fornøjelse at se de to skuespillere, så forskellige i udtryk og energi, spille op mod hinanden.
Det er dog ikke alle bipersoner, der er lige veludviklede. Serien læner sig i høj grad op ad skæve og excentriske figurer for at skabe humor, og nogle af dem forbliver mere skitser end egentlige karakterer, ofte bygget op omkring deadpan-humor og sociale forskelle. Der er dog undtagelser, som den socialt akavede Patricia (Kate O'Flynn) og byens eneste politibetjent, den pressede sherif Bechir (Kevin Carroll), som får mere at arbejde med.
"Widow's Bay" har også en markant visuel stil, tydeligt inspireret af horror- og mysterieserier fra slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Jeg er ikke helt sikker på, hvilke teknikker der er brugt, men jeg kunne godt have tænkt mig at høre skaberne fortælle om det. Det sender tankerne direkte tilbage til de film og tv-serier, jeg selv sad og slugte på VHS. Farverne er matte, billedet har en bevidst støj, og det hele føles slidt og håndgribeligt.
Det bliver endnu tydeligere i seriens mange flashbacks, hvor billedformatet ændrer sig og skaber et udtryk, der i dag næsten føles oldgammelt sammenlignet med nutidens hurtige, dopamindrevne feeds. Serien er ikke decideret slow burn, men den er karakterdrevet og tør godt tage sig tid, når det er nødvendigt — selv om der også bliver både løbet og skreget undervejs.
"Widow's Bay" er en sær, moderat uhyggelig og ofte meget morsom serie. Den vil næppe tilfredsstille hardcore gyserfans på jagt efter konstante chok og blod, og den er heller ikke en rendyrket komedie. Den fungerer bedst i spændingsfeltet mellem de to, hvor den langsomt folder sit mysterium ud. Gyset er underspillet, humoren tør og karakterbåret, og kombinationen viser sig at være overraskende effektiv.
"Widow's Bay" har premiere på Apple TV+ 29. april.
