Når "Michael" får premiere, vil fans bemærke én markant fraværende figur: Michael Jacksons søster Janet Jackson er ikke at finde som figur i filmen.
Ifølge Jacksons anden søster, LaToya Jackson, blev Janet spurgt, men:
"Hun blev spurgt og takkede venligt nej, så man må respektere hendes ønske," siger LaToya Jackson ved filmens premiere i Hollywood.
Familien er med – men ikke alle
Instruktør Antoine Fuqua har tidligere understreget, at det var vigtigt for ham at have Jackson-familiens opbakning til projektet.
Michael Jackson portrætteres af nevøen Jaafar Jackson, mens Colman Domingo spiller Joe Jackson, og Nia Long spiller Katherine Jackson.
LaToya Jackson spilles af Jessica Sula.
Ros til Jaafar Jackson
Selvom Janet ikke medvirker som figur, understreger Fuqua, at Janet støtter Jaafar Jackson i hovedrollen.
LaToya Jackson roser også sin nevøs præstation og siger, at man flere gange glemmer, at det ikke er Michael selv, man ser på lærredet.
"Michael" får biografpremiere 23. april.




