"Thriller". "Beat It". "Billie Jean". Man kommer ikke uden om, at Michael Jackson var – og stadig er – et ikon for millioner verden over. Han havde utallige hits og en stjernestatus, få har matchet. Men hvem var han egentlig? Hvor kom han fra, og hvordan blev han den største popstjerne på kloden? "Michael" er fuld af ikonets fantastiske musik og fungerer som klassisk biopic-underholdning, men desværre også som en tom skal, der aldrig fortæller os noget reelt om mennesket bag myten.
Michael Jackson starter som barnestjerne, hvor han sammen med sine brødre slår igennem med The Jackson 5. Faren Joe Jackson har kun én ting i hovedet: succes. Men Michael beslutter sig en dag for at bryde fri og gå solo. Det bliver begyndelsen på en rejse uden sidestykke og et liv, han aldrig kunne have forestillet sig.
Der findes groft sagt to typer biopics. Dem, der tør gå i dybden med både lys og mørke, og dem, der mest vil hylde og underholde. "Michael" hører desværre til i den sidste kategori. Det er synd, for publikum ved jo godt, at Michael Jacksons liv også rummede mørke kapitler. Filmen vælger stort set at ignorere dem og fremstiller i stedet Michael som en nærmest fejlfri helgen. Det hænger muligvis sammen med, at store dele af familien er involveret som producere.
Der er bestemt underholdende øjeblikke undervejs. Skabelsen af "Thriller"-musikvideoen er fornøjelig, og vil man bare høre Michael Jacksons sange på stribe, bliver man forkælet. Men det hele er krydret med den ene klichéfyldte montage efter den anden. Der mangler substans, og filmen følger den forventelige biopic-opskrift så slavisk, at man aldrig overraskes.
Valget af Antoine Fuqua som instruktør var ikke oplagt. Hans karriere har primært budt på hårdtslående actionfilm og kriminaldramaer, og man kunne håbe, han ville tilføre historien kant og mørke. Det sker desværre ikke. Filmen føles skematisk og sikker hele vejen igennem. Kompetent lavet, ja – men uden mod til at grave i stoffet. Resultatet bliver ren fanservice: musiknummer efter musiknummer.
Colman Domingo er en stærk skuespiller, men hans Joe Jackson reduceres til en endimensionel skurk. Der må have været mere i manden, men det får vi aldrig indblik i. Miles Teller bliver heller aldrig interessant som Michaels producer. Den eneste, der for alvor løfter filmen, er Jaafar Jackson som Michael selv. Han tilfører karisma, energi og glimt af nuance til sin onkels persona. Men også han holdes fast i et portræt uden egentlige ar på sjælen.
Michael er derfor ikke blevet den biopic, den kunne have været. Vil man bare underholdes og genopleve hitsene, fungerer den fint. Men søger man indsigt i mennesket Michael Jackson, går man skuffet ud. På den måde minder filmen om "Whitney Houston: I Wanna Dance with Somebody", der også ophøjede sit ikon til helgenstatus uden for alvor at vise skyggesiderne. Jaafar Jackson redder filmen fra total fiasko, men derudover er der ikke meget at hente – medmindre man bare vil høre hit på hit på hit.
"Michael" har dansk biografpremiere 23. april.
