Med "Affektionsværdi" laver Joachim Trier ikke bare endnu en god film. Han laver en film, der føles som kulminationen på alt det, han har arbejdet hen imod siden debuten. Trier har altid været optaget af mennesker, der er lidt forskudte i deres egne liv. I "Reprise" (2006) var det unge mænd og ambitioner. I "Oslo, 31. august" (2011) var det sorg, skyld og et menneske, der ikke kunne finde tilbage til verden. I "Louder Than Bombs" (2015) foldede han familietraumet ud internationalt, og i "Thelma" (2017) gjorde han begæret og undertrykkelsen nærmest overnaturlig.
Med "Verdens værste menneske" (2021) lavede han et generationsportræt, en kærlighedsfilm og en eksistentiel komedie – uden at miste fatningen. Derfor føles "Affektionsværdi" som kulminationen på alt det. Filmen havde premiere i hovedkonkurrencen i Cannes i 2025, hvor den vandt Grand Prix, festivalens næststørste pris, og siden vandt den også en Oscar for bedste internationale film.
Filmen følger søstrene Nora (Renate Reinsve) og Agnes (Inga Ibsdotter Lilleaas), der genforenes med deres fremmedgjorte far Gustav (Stellan Skarsgård), en tidligere berømt filminstruktør, som forsøger at gøre comeback. Han tilbyder Nora hovedrollen i en ny film, der trækker på familiens egen historie, men da hun afslår, giver han rollen til en ung Hollywood-stjerne (Elle Fanning). Dermed er scenen sat for et familiedrama om at fortrænge og tilgive. Filmens egentlige hovedperson er i virkeligheden huset. Ikke som kulisse, men som et familiearkiv. Som ventil for alt det, der ikke blev sagt, men alligevel lever videre i huset. Det er et af filmens stærkeste greb: at et hjem kan være hjemsøgt, ikke af spøgelser, men af den historie, det bærer på.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Joachim Trier og Eskil Vogts måde at skrive deres karakterer frem på er, hvordan de indfanger kvindelige karakterer. I Joachim Triers univers er vi kvinder ikke bare stærke eller komplekse – vi er levende væsner, der får lov til at være mennesker og ikke en dagsorden. Det er én af grundene til, at Reinsve brillerer igen. I rollen som Nora er hun hverken kølig eller knust, og Reinsve forstår at lade tilstandene sameksistere. Hun gør karakteren både hård, sårbar, stolt og barnligt såret på én gang, og derfor bliver hun aldrig en type, men et menneske. Reinsve tilføjer karakteren en upoleret dybde, der går ud over manus og bliver en kæmpe cadeau til filmen.
Skarsgård er fremragende som Gustav, fordi Trier nægter at gøre ham til et entydigt monster eller en dårlig far. Han er karismatisk, selvoptaget, latterlig, rørende og dybt irriterende på én gang. Den slags roller kan han spille i søvne, men her får han lov at blive i alle nuancerne. Fanning er også klogt castet. Hun kommer ind med den dér potentielt forstyrrende amerikanske energi, men hun reduceres ikke til en karikatur.
Kasper Tuxen fotograferer igen for Trier efter "Verdens værste menneske". Også i "Affektionsværdi" leverer han overdådige billeder. De er ikke bare smukke, men intelligente, hvilket giver en film om virkelighed og erindring den forløsning, den fortjener. Filmen er skudt på 35mm, mens flashbacks er skudt på 16mm, hvilket ikke bare er nørdet staffage – det kan ses. Nutiden har en blød, levende stoflighed, mens fortiden får en mere porøs karakter. Samspillet mellem kamera og karakterer skaber et rum, hvor der bliver plads til følelserne, store som små. "Affektionsværdi" er gennemgående fuld af selviscenesættelse og netop når filmen er mest selvbevidst, bliver den også mest sårbar.
Visse steder bliver filmoplevelsen meta, uden at blive selvforelsket. For metaen bliver ikke brugt til at skabe en distance, men til at bryde den fjerde væg til publikum. Filmen gemmer på en lille stikpille til streamingen, der i stigende grad stjæler billedet fra filmpremierer i biograferne.
På bagkant bliver det meta, for netop "Affektionsværdi", eftersom Danmark er det sidste land, hvor filmen får premiere. Det skyldes, at den er en del af Biografklub Danmark og den så lige "passede ind" i deres program nu. Tilbage i september havde filmen premiere i Norge og måneden efter i Sverige. At vi bliver de sidste til at opleve Triers triumf i biografmørket giver ikke bare skandinavisk-fomo, men spænder også ben for den kollektive samtale, vi kunne have haft med vores naboer i Norge og Sverige. Det sender et ærgerligt signal om, at norsk film ikke er noget, vi gider dyrke hjemme i Kongeriget Danmark – når det måske netop er det, dansk film trænger til. Det er dog fantastisk, at vi endelig kan opleve filmen i de danske biografer, men når vi kommer så sent til øllet, føles det ikke fortjent.
Joachim Trier er muligvis det bedste, der er sket for Norge siden "SKAM", men han er uden tvivl også det bedste wake-up-call, dansk film længe har modtaget. Enten giver vi ham en buste og kalder det en dag, eller også må vi i det mindste prøve at indhente ham. Men med den sneglefart i form af premieredatoer, vi opererer med herhjemme, kan jeg godt spoile: det bliver svært.
Der er noget særligt ved Joachim Trier: han behøver ikke gå i klichéerne. I hans film får vi mulighed for at føle noget, uden at vi bliver manipuleret til tårer. For han stoler på sine film i en grad, at vi som publikum nok skal tage noget med os videre, når vi forlader hans filmunivers. Måske tager vi ikke de samme ting med, men én ting er sikker: når man har set en Joachim Trier-film, er det svært ikke at blive forelsket i livets mange facetter på ny – og det er den reneste anbefaling, jeg kan give videre.
"Affektionsværdi" har dansk biografpremiere 23. april.
