26-04-2026 10:30

Velkommen på månen, Welcome to the Moon, Aske Bang

Kristian Enevoldsen

Anmeldelse:

Velkommen på månen

Aske Bang blander komedie, horror, nostalgi og landidyl i "Velkommen på månen" – en vild, original og uhyre underholdende dansk genrefilm, som trodser alle forventninger.

Tag en omgang "Tømmermænd i Vegas", bland den med en liter "The Breakfast Club", tilsæt et godt glas 90'er-nostalgi, og rør det hele sammen med en solid skål "Nattevagten" og en knivspids "Saw" – så har du Oscar-nominerede Aske Bangs "Velkommen på månen". En hybridfilm, der på papiret ikke burde fungere, men gør det overraskende godt. Resultatet er en uhyre underholdende film, som man sjældent ser på dansk jord.

Bo er filminstruktør og tæt på at få Peter Aalbæk Jensen med på sit nye projekt. Det eneste problem er, at hans bedste ven Martin ikke kan få hovedrollen. Samtidig skal Bo arrangere polterabend for Martin over en weekend, der udvikler sig til en vild oplevelse, hvor de to venner både må finde sig selv og håndtere alt fra en skydende mongol til hjemmebrygget absint og forloren hare.

"Velkommen på månen" er nærmest umulig at sætte i bås. Aske Bang og hans medforfattere har kastet flere genrer i blenderen og trykket på start. Selv titlen nægter at lade sig forklare: Er det science fiction, surrealistisk gyser eller bare noget, der foregår i hovedet på vores to helte? Ligesom "I Kina spiser de hunde" og "Gamle mænd i nye biler" handler det mindre om titlen og mere om rejsen.

Filmen er optaget på Møn, og den landlige idyl og stilhed er fanget imponerende godt. Vi er tæt på Erling Jepsen-territorium som i "Frygtelig lykkelig": Der sker tilsyneladende ikke meget – og så alligevel en hel del bag lukkede døre. Stemningen er både særpræget og troværdig.

Man mærker også instruktørens generation. Filmen flyder over af referencer til 90'ernes og 00'ernes komedier som "Tømmermænd i Vegas" og "American Pie". Det må gerne være plat, perverst og gå over kanten. Lydsiden byder på dansktop og eurodance, og det klæder filmen, at den står ved sin smag. Dertil kommer nogle velplacerede jump scares, som ikke skal afsløres her.

Aske Bang spiller selv Bo og leverer en solid præstation, der gør os investerede i både karakteren og hans udvikling. Han får stærkt modspil af Stanislav Sevcik som Martin, og deres bromance er filmens følelsesmæssige kerne. Peter Aalbæk Jensen og Erik Clausen har fine cameos, mens Mads Mikkelsen dukker op i en uventet voiceover som sig selv. Det største scoop er dog de lokale amatører fra Møn, som leverer underspillede og charmerende præstationer.

Aske Bang kan bestemt byde velkommen på månen. Her er komedie, drama og ægte intense horrorsekvenser side om side i en original dansk film, som vi alt for sjældent ser. Spilletiden på 105 minutter mærkes lidt, og enkelte scener trækkes for langt ud, men det er en mindre anke. Alt i alt er det en stærkt anbefalelsesværdig tur til månen – eller Møn – med Bo og Martin i en af årets mest underholdende og unikke danske film.

"Velkommen på månen" har dansk biografpremiere 30. april.