Kan man genskabe magien fra en film, der nærmest opnåede kultstatus i 2006, og hvis popularitet kun er vokset siden? Kan man finde kjolerne og jakkesættene frem igen og sende publikum tilfredse ud af biografen? "The Devil Wears Prada 2" prøver ihærdigt – og lykkes til dels. Men den sidste gyldne tråd mangler.
Der er gået 20 år, siden Andy Sachs forlod Runway for at forfølge journalistikken. Efter en fyring modtager hun uventet en henvendelse fra sin gamle arbejdsplads, som har brug for hendes ekspertise. Bladets chef Miranda er faldet i unåde og har bragt magasinet i modvind. Andy hyres derfor til at skrive fængende artikler, mens gamle rivaliseringer og venskaber blusser op igen – og nye opstår.
Det er blevet moderne at lave såkaldte legacy sequels. "Top Gun: Maverick" satte for alvor gang i bølgen, og siden er de kommet på stribe. Nogle vil kalde det gammel vin på nye flasker, andre kejserens nye klæder. Djævlens nye Prada-klæder bliver sikkert en stor succes, men filmen lykkes kun delvist med at fange magien fra 2006.
Der er dog tydelige opdateringer. Miranda foragter sociale medier og tror stadig på det fysiske magasin som den sande vej frem. Samtidig har tiden sat sine spor på Fru Priestley. Hun er blevet ældre, og en blødere, mere sympatisk side træder frem. Det giver mening, men man savner de isnende replikker og den hårde kant fra første film. Meryl Streep er fortsat god i rollen, men præstationen er denne gang mere afdæmpet.
Emily Blunts Emily reduceres desværre næsten til comic relief. Hun bruges for lidt, og et unødvendigt twist passer dårligt ind i fortællingen. Anne Hathaway er stadig charmerende som Andy, men figuren mangler noget af den skarphed, hun opnåede i originalen. Ligesom sidst er filmens stærkeste kort Stanley Tucci som Nigel – den skarpe mand med hjertet af guld. Alle hans scener er guld værd, og han er filmens følelsesmæssige centrum.
David Frankel, der også stod bag den første film, instruerer med sikker og rolig hånd. Man mærker, at han føler sig hjemme i universet, selvom tonen denne gang aldrig bliver rigtig mørk eller bidsk. I stedet er filmen blevet en mere melankolsk rejse om at se tilbage på livet – eller fremad og bruge de mennesker, man har omkring sig. Manuskriptet kæmper dog med at finde ud af, om det vil være vemodigt eller opløftende, og ender ofte midt imellem.
Mange vil uden tvivl føle sig godt tilpas med endnu en dans i djævlens favntag. Men filmen mangler fokus og flakker mellem for mange emner. Stanley Tucci holder sammen på et kvindeligt trekløver, der desværre ikke er lige så skarpt som sidst. Der mangler ganske enkelt et stærkere manuskript, hvis man igen vil hoppe i manegen med djævlen. Resultatet er blevet en ujævn moderejse, der aldrig helt rammer originalens tone eller skarpe pen.
