Franz Kafka ville have sine tekster brændt. I dag kan man i Prag få Kafka i pose og sæk – som magneter, krus, postkort og turistattraktion. Det er præcis den absurditet, Agnieszka Holland kredser om: hvordan en forfatter, der skrev om fremmedgørelse, skyld og bureaukratisk kvælning, selv er blevet opslugt af den kulturmaskine, han måske ville have hadet. Prag ødelagde Kafka. I dag har Kafka ødelagt Prag.
Filmen kredser om netop det paradoks. Turister vandrer gennem Kafkamuseet, souvenirs sælges, og en fiktiv Kafka Burger spøger som satirisk symbol på vores tids omgang med store forfattere: Vi gider ikke nødvendigvis læse dem, men vi vil gerne konsumere dem. Franz er ikke bare et portræt af Kafka, men en kritik af selve dyrkelsen af ham.
Agnieszka Hollands Franz skildrer Franz Kafkas gådefulde liv fra ungdommen i Prag til hans død i 1924. Men filmen er ikke en traditionel biopic. Den er snarere en kalejdoskopisk mosaik af drømme, breve, erindringsglimt, fiktionsfragmenter og historiske episoder, hvor Franz Kafka (Idan Weiss) hele tiden synes at befinde sig i spændet mellem den ydre verden og sit eget indre fængsel. Vi møder ham i forholdet til den dominerende far Hermann Kafka (Peter Kurth), i det kedelige arbejde i forsikringsselskabet, i møderne med kvinderne omkring ham og i hans brændende ønske om at skrive og udtrykke det, han ikke kan få sagt i livet. I sidste ende giver Franz ikke ét entydigt svar på, hvem Kafka var. Den viser ham snarere som et menneske, der aldrig helt fandt sin plads, men efterlod sig et universelt spejl for angst, længsel og skabelse.
Holland laver noget, der ligner en anti-biopic. Hun blander surrealistiske elementer, symbolik og poetiske øjeblikke med historiske nedslag og nutidige brud. Når Franz lykkes, er den både smuk, sær og intellektuelt pirrende – det er en film, der ikke forklarer Kafka, men lader hans væsen forblive et åbent sår. Filmen synes at spørge, om vi overhovedet har ret til at forklare et menneske, der aktivt modsatte sig at blive bevaret. Kafka ønskede at forsvinde; eftertiden gjorde ham til en attraktion. Måske er filmens største paradoks, at den ved, at dens subjekt sandsynligvis ville have hadet projektet.
Grebene er ofte fascinerende. Nutid og fortid glider sammen, den fjerde væg brydes, og filmen har noget af samme absurde tankeeksperiment som det Doctor Who-afsnit, hvor Vincent van Gogh bringes til nutiden for at se sin egen posthume berømmelse. Hos Holland er der bare ingen forløsende, tårevædet museumssekvens. Kafka får ikke fred. Han får turister. Visuelt balancerer Franz hele tiden mellem det dragende og det lidt for glatte. Den har smukke tableauer, elegante kamerabevægelser og stor europæisk periodefornemmelse, men indimellem bliver æstetikken næsten for poleret. Hver gang den er ved at glide over i ren selvforelskelse, kommer der heldigvis en skæv, grotesk eller intelligent detalje, der minder én om, at Holland faktisk har en idé med det hele.
De erotiske og groteske indslag fylder indimellem så meget, at de mandlige kønsorganer næsten får mere plads end Kafka selv. Dog er der stærke øjeblikke, der sætter sig som små feberdrømme. Filmen er bedst, når den viser, at Kafka ikke først og fremmest er et monument, men et menneske: mærkelig, syg, begærlig, utilpasset og umulig at få hold på. Idan Weiss spiller ham med en sart, nervøs intensitet, der gør Kafka både fjern og menneskelig. Jeg bed også mærke i en pudsig anakronisme: På en reklamesøjle ses tilsyneladende den danske hverveplakat Kæmp under Dannebrog, der stammer fra 1941 og altså ikke hører hjemme i Kafkas tid. En lille tidsforskydning i en film, der ellers er besat af historiske lag. Når det så er sagt, er Franz også en visuelt forførende film, der får Wien, Prag og Paris til at sitre af gammel europæisk nervøsitet. Man får lyst til at krybe ned i Kafkas lomme – bare for en stund.
Franz er ujævn og vil til tider meget, men den har en grundtanke, som hænger ved: at vi konsumerer frem for at forstå. For det er svært at forstå Kafka, når vi har munden fuld. Måske endnu sværere end det var for manden, der hele sit korte liv forsøgte at forstå sig selv – for han bad aldrig selv om at blive forstået.
Kafka ville muligvis have hadet filmen. Men selv når filmen vakler, er den aldrig ligegyldig. For hvis der er én ting, Franz forstår, er det, at Kafka i dag ikke bare er en forfatter, men et sted, man besøger, fotograferer, køber og forlader igen.
Franz har dansk biografpremiere 30. april.
