Modbydelighederne står i kø til at flosse nerverne på selv de mest hårdhudede horrorhunde i den første trailer til den kommende "Evil Dead Burn" – den teknisk set sjette film i "Evil Dead"-serien og opfølgeren til 2023's "Evil Dead Rise".
Efter tabet af sin mand søger en kvinde trøst hos sine svigerforældre i deres afsidesliggende hjem. Men roen spoleres, da familiemedlemmerne én efter én forvandles til Deadites, og sammenkomsten nu udvikler sig til en familiesammenkomst fra helvede.
"Evil Dead Burn" er instrueret af den franske filmskaber Sébastien Vaniček, der begejstrede med edderkoppe-horrorfilmen "Vermines", mens Sam Raimi fungerer som producer.
Som det er sædvanen med "Evil Dead"-filmene, ligner "Evil Dead Burn" et blodindsmurt mareridt, der nok skal få det til at gibbe i biografsæderne, når filmen får dansk biografpremiere den 9. juli. Traileren kan ses her:







