14-05-2026 00:01

horror, gyser, obsession, Curry Baker, Michael Johnston, Inde Navarrette

Kristian Enevoldsen

Anmeldelse:

Obsession

Sort humor, blodig horror og romantisk besættelse blandes i en urovækkende debutfilm, der både får publikum til at grine og gyse.

Vi søger alle efter den store kærlighed. Den person, som kan gøre hverdagen til en himmel. Men kærlighed kan også gøre ondt – nogle gange mere end man havde forestillet sig. "Obsession" fortæller med sort humor og grotesk gys, hvor langt besættelse kan drive et menneske. Curry Barkers debutfilm fungerer på sine egne præmisser, selvom dens ambitioner til tider bliver lidt for store.

Bear er dybt forelsket i sin kollega Nikki. Han er overbevist om, at hun er hans store kærlighed, men tør ikke invitere hende ud. Efter en hyggelig aften med vennerne får han fat i en ønskegren fra et piletræ og ønsker kun én ting: at Nikki skal forelske sig i ham og være hans for evigt. Men ønsker skal formuleres med omhu, og Bear opdager hurtigt, hvor blodige konsekvenser de kan få.

Curry Barker blander amerikansk mumblecore-indie med moderne horror. Den første halve time føles næsten som en teenagekomedie og er lidt længe om at komme i gang. Men da grenen først knækker, bevæger filmen sig støt ind i et mere urovækkende territorium. Her handler uhyggen mindre om jump scares og mere om stemning, paranoia og følelsen af, at noget er helt forkert. Det gør filmen langt mere effektiv.

Man mærker tydeligt inspirationen fra Parker Finns "Smile" og især Ari Asters "Hereditary". Kameraet dvæler længe ved billeder, hvor man føler, at noget gemmer sig i mørket, indtil uhyggen langsomt åbenbarer sig. Samtidig balancerer filmen overraskende godt mellem sort humor og rendyrket ubehag. En datescene mellem Bear og Nikki er både morsom og dybt urovækkende.

Filmens to hovedroller er velcastede. Michael Johnston spiller Bear med en genert og sårbar energi, som gør ham nem at holde med – især hvis man selv har prøvet at blive besat af et andet menneske. På den anden side er Inde Navarrette et regulært fund som Nikki. Hun går fra sympatisk og charmerende til gradvist at blive en af de mest ubehagelige skikkelser i nyere gyserfilm. Hendes skrig og råb kan nemt hjemsøge publikum længe efter rulleteksterne.

"Obsession" har fået masser af ros på festivalcirklen det seneste år, og selvom filmen måske ikke helt fortjener den piedestal, nogle kritikere har placeret den på, er den stadig stærkt velfungerende på sine egne præmisser. Curry Barker blander humor og horror så vellykket, at man flere steder ikke ved, om man skal grine eller gyse. Filmen er en smule for lang og låner lidt for tydeligt fra andre nyere horrorfilm, men søger man en mørk, komisk og ubehagelig biograftur, er det svært ikke selv at blive en smule besat af "Obsession".

"Obsession" har dansk biografpremiere den 14. maj.

Kommentarer

  • Se det er en film jeg gerne vil se i biffen, men det er sgu svært når den kun spiller om aftenen/natten. 

    En skam at flere og flere af de film jeg faktisk gerne vil se i biografen, oftest er dem, der er sværest at så grundet skæve spilletider.

    Det gør det lidt svært at støtte biograferne. 

    
    1
  • Se det er en film jeg gerne vil se i biffen, men det er sgu svært når den kun spiller om aftenen/natten.

    En skam at flere og flere af de film jeg faktisk gerne vil se i biografen, oftest er dem, der er sværest at så grundet skæve spilletider.

    Det gør det lidt svært at støtte biograferne.

    Enig - de skulle helt droppe midnatsforestillinger (med 'Rocky Horror Picture Show' som en undtagelse).

    0
  • Det er et generelt problem med horror, synes jeg - dårlige spilletider og små sale. 

    I København dumper Nordisk Film dem som regel bare i Palads, hvor de hurtigt ryger ned i en af "movieboksene." 

    Derfor foretrækker jeg selv at se dem i Vue (det tidligere Cinemaxx), for her har selv den mindste sal en pæn størrelse. 

    Jeg var dog heldig lige at fange denne her i Palads en fredag for et par uger siden. Det var den sene forestilling og i Palads, og jeg er heller ikke glad for sene forestillinger og slet ikke for Palads' små forkrampede sale.

    Men vi var allerede ude i forbindelse med en hyggelig fødselsdag, og så viste det sig, at lige ´den ene forestilling havde Palads af en eller anden grund valgt at flytte op til deres største sal. Så vi skyndte os at smutte forbi. Det var så absolut en fed oplevelse på et stort, stort lærred!

    
    3