Der er intet at sige til, hvis man efterhånden bliver en anelse forpustet af at holde styr på "Star Wars"-franchisen og bevare overblikket over, hvilke film og serier der stadig er i produktion, og hvilke der endnu engang bliver sløjfet. Ikke desto mindre er den første "Star Wars"-biograffilm siden afslutningen på Skywalker-sagaen i 2019 nu langt om længe klar til at indtage sommerens biografer.
…Eller hvad?
For selvom "The Mandalorian and Grogu" er en storstilet "Star Wars"-film, har en betydelig del af fanskaren allerede affærdiget projektet som en måske unødvendig tilføjelse til universet. Sjældent har en ny "Star Wars"-film virket omgærdet af så lidt hype op til premieren, hvilket blandt andet kan skyldes, at trailerne mest af alt fik "The Mandalorian and Grogu" til at ligne et forlænget afsnit af "The Mandalorian". Samtidig ved man næsten på forhånd, at filmen uanset kvalitet vil dele vandene i en fanskare med lige så mange forskellige holdninger, som der er sandkorn på Tatooine. Spørgsmålet er derfor, om Jon Favreau og Dave Filoni formår at retfærdiggøre springet fra streaming til det store lærred, eller om "The Mandalorian and Grogu" blot cementerer den kreative stilstand, som mange fans allerede mener præger franchisen.
Og vi kan vel lige så godt starte her, for ja, "Star Wars: The Mandalorian and Grogu" føles på mange måder som en forlængelse af serien. Filmen samler historien op efter seriens tre sæsoner, hvor mandalorianeren Din Djarin (Pedro Pascal) og hans trofaste følgesvend Grogu nu hjælper Den Nye Republik med at indfange resterne af Imperiets generaler og krigsherrer, der stadig er spredt rundt omkring i galaksen. Da Din Djarin får til opgave at opspore en berygtet imperial leder, sender det ham på tværs af galaksen, hvor han havner i alt fra barslagsmål og gladiatorkampe til opgør med et par yderst sadistiske hutter.
Langt hen ad vejen er "The Mandalorian and Grogu" netop en forlængelse af "The Mandalorian". Men heldigvis for det. For modsat mange af de øvrige "Star Wars"-biograffilm forsøger den ikke at fortælle endnu en altoverskyggende historie om galaksens skæbne eller universets undergang. I stedet er der noget sært forfriskende ved bare at få en solid, actionmættet rumwestern, hvor underholdningen er i højsædet. Især efter Skywalker-sagaen sluttede med den tragisk mislykkede "Episode IX".
Faktisk minder "The Mandalorian and Grogu" på flere punkter om den skamløst undervurderede "Solo: A Star Wars Story". Det er måske ikke den dybe tallerken, der bliver genopfundet, men opskriften fungerer stadig glimrende på det store lærred. Fra første scene kastes vi direkte ud i hæsblæsende action, hvorefter filmen konstant bevæger sig fra det ene kaotiske optrin til det næste, før tempoet gradvist sænkes, og fokus skifter mere over på Grogu.
Der er mange scene- og temposkift, men med få undtagelser er det hele virkelig solidt udført. De praktiske effekter har stadig langt mere charme end de computergenererede, og selvom enkelte CGI-tunge sekvenser virker lidt flade, er filmen milevidt fra den livløse CGI-suppe, som især har præget de seneste mange Marvel-film. Filmmusikken gør samtidig et imponerende arbejde med at understrege skiftet i stemning fra planet til planet. Måske er det første gang, en "Star Wars"-film har haft så synth-tungt et score, at man næsten fornemmer inspiration fra soundtracket til Nicolas Winding Refns "Drive".
Pedro Pascal og hans dukke er desuden flankeret af en solid rolleliste, der nok skal vække begejstring hos mange. Jeremy Allen White har som hutten Rotta omsat sin imponerende fysik til et computergenereret muskelbundt af en rumsnegl, mens Martin Scorsese dukker op i en mindre birolle som gadesælger. Men det er Sigourney Weaver, der er det helt store trækplaster, og at se hende manøvrere en X-wing vækkede en barnlig begejstring i denne 40-årige anmelder, som ikke rigtigt er blevet fremkaldt af nogen af de Disney-producerede "Star Wars"-film siden Han og Chewie første gang dukkede op i "The Force Awakens".
"Star Wars: The Mandalorian and Grogu" er først og fremmest et brag af en rumwestern. En letfordøjelig, actionmættet sommerblockbuster, der sjældent forsøger at være mere kompliceret eller højtidelig, end den behøver at være, hvilket i virkeligheden er en af filmens største styrker. Mange af de kritikpunkter, filmen uden tvivl vil møde fra dele af fanskaren, er samtidig præcis det, der gør den så underholdende: dens simple historie, episodiske struktur og kompromisløse fokus på eventyr, action og skæve rumvæsner.
For måske behøver "Star Wars" ikke altid handle om profetier, blodlinjer og galaksens totale undergang. Nogle gange er det nok bare at lade publikum hænge bag på et rumskib sammen med en mand i rustning og hans lille grønne følgesvend på vej mod næste kaotiske eventyr. Er "The Mandalorian and Grogu" en nødvendig tilføjelse til universet? Nok næppe. Men som et charmerende, hæsblæsende og oprigtigt underholdende tilbagevenden til den barnlige eventyrlyst, der i sin tid gjorde "Star Wars" til noget særligt, er den overraskende svær at stå for. Ikke fordi den er nødvendig, men fordi den igen gør "Star Wars" til noget så enkelt som ren, uforpligtende rum-eventyr.
"Star Wars: The Mandalorian and Grogu" har dansk biografpremiere den 20. maj.
