Gys har skræmt publikum fra vid og sans på film, tv og i litteraturen i årtier. Men de seneste år er en ny subgenre vokset frem på internettet: analoggyset. Her har YouTube-skabere og influencere skabt mørke fortællinger med gammeldags æstetik og gådefulde mytologier, der indbyder til fortolkning. Fokus er ikke på jumpscares, men på en snigende uro og følelsen af aldrig helt at vide, hvor historien bevæger sig hen. Kane Parsons' egen YouTube-serie "Backrooms" er nu blevet til en spillefilm – og resultatet er et stemningsfuldt og urovækkende mareridt.
Vi befinder os i 1990. Clark driver sin egen møbelforretning, men hans liv er præget af kaos, og han går i terapi hos psykologen Mary. En nat, mens han overnatter i butikken, opdager han en mystisk dør, der leder ind til et mærkværdigt lagerrum, som virker langt større, end det burde være. Besat af at finde svar begynder Clark sammen med to ansatte at udforske de gule korridorer. Men hvad gemmer sig derinde? Og hvem er de mystiske mænd i beskyttelsesdragter?
Det er efterhånden blevet en tradition, at vi hvert år får film baseret på serier eller videoer skabt af YouTubere. Alene i år har vi set Curry Barkers "Obsession", og tidligere har både "Five Nights at Freddy's", "Talk to Me" og "Bring Her Back" fundet vej til biograferne. Herhjemme fik vi endda "Team Albert" tilbage i 2018. Med "Backrooms" får den blot 20-årige Kane Parsons sin spillefilmsdebut – og det med imponerende sikker hånd.
En tur ind i de gule Backrooms er en urovækkende oplevelse. Parsons' webserie er opbygget som fragmenterede kapitler i en større fortælling, og forventer man klare svar her, bliver man skuffet. Vi befinder os nærmest i David Lynch-land med endeløse gange, flimrende lys og konstant usikkerhed om, hvad der venter rundt om næste hjørne. Det er længe siden, en gyser har skabt så gennemført en følelse af utryghed.
Ligesom "Five Nights at Freddy's" og "Saw" – som filmens producer James Wan også står bag – fungerer "Backrooms" tydeligvis som endnu en brik i en større mytologi. De store forklaringer udebliver, men filmen drysser små spor ud til dem, der ønsker at samle puslespillet. Når kameraet bevæger sig over i et håndholdt "Blair Witch Project"-udtryk, får man lyst til at kigge væk, men kan ikke. Man fastholdes af frygten for, hvad der gemmer sig lige foran én.
Både Chiwetel Ejiofor og Renate Reinsve leverer troværdige præstationer. Parsons forsøger at give dem begge personlige konflikter, men de føles lidt overflødige. Til gengæld får de rig mulighed for at udfolde sig, når handlingen bevæger sig ind i de mystiske rum. Det er en fornøjelse at se to Oscar-nominerede skuespillere kaste sig ind i projektet med både sårbarhed og fysisk tilstedeværelse.
"Backrooms" er et skummelt mareridt, man har lyst til at kigge væk fra, men ikke kan slippe. Overførslen fra internettet til det store lærred er lykkedes, og seriens særlige stemning er bevaret. Mytologien er omfattende, og filmen giver kun et lille indblik i dens mange mysterier. De gule rum er ægte urovækkende uhygge i stil med David Lynchs mest ubehagelige værker, og det kan kun anbefales at tage turen derind.
"Backrooms" har dansk biografpremiere den 28. maj.
