Hvordan anmelder man en film, der i bund og grund ikke har noget plot eller nogen karakterudvikling? En film, der udelukkende består af sketches, tossede påfund og en lind strøm af referencer til andre film? "Scary Movie" er sådan en film, og den ved det. Wayans-brødrene er gået sammen igen for at lave en film med ét formål: at få publikum til at grine. Og griner man? Ja, det gør man.
Der er gået 26 år, siden morderen Ghostface terroriserede byen. Da en ny morder viser sig, må Cindy Campbell igen træde i karakter. Sammen med veninden Brenda, den skjulte homoseksuelle Ray og den tossede Shorty må hun stoppe den nye trussel, inden det er for sent. Undervejs støder de på både Longlegs, Art the Clown og mange andre velkendte ansigter.

Parodigenren – eller spoof-genren – fik sit gennembrud med "Højt at flyve" i 1980. Konceptet er enkelt: Man tager en seriøs film og tager tykt pis på den. Siden har vi fået film som "Hot Shots!", der gjorde grin med "Top Gun", og "Jane Austens Mafia!", der parodierede "The Godfather". Wayans-brødrene kastede sig over teenageslasheren med den første "Scary Movie" i 2000 og skabte en franchise, der stadig underholder.
I bund og grund har den nye "Scary Movie" ikke noget egentligt plot. Grundhistorien er lånt fra "Scream" (2022), men filmen interesserer sig ærlig talt ikke meget for den del. Fokus ligger på at gøre grin med de seneste 25 års gyserfilm og populærkultur, og på den front lykkes det rigtig godt. Der bliver gjort grin med alt fra Donald Trump og håbløse Netflix-film til Jake Quaids overspil i "Scream".
Det fungerer, og det er faktisk intelligent skrevet. Hele sidste akt udvikler sig til en metakommentar om gysergenren og Wayans-brødrenes egen fortid, nutid og fremtid. Man kan umuligt fange alle jokes første gang, og det er heller ikke meningen. Der er konstant noget at opdage i både forgrund, baggrund og dialog. Resultatet er en vellykket opdatering af universet.

Alle skuespillerne er med på legen, men især Marlon Wayans stjæler billedet som syrehovedet Shorty. Han får langt mere spillerum end i den første film og er fortsat en af franchisens mest elskelige figurer. Da han ovenikøbet havner i et univers, der minder om en blanding af "Spider-Verse" og "KPop Demon Hunters", får han virkelig lov til at folde sig ud. Shawn Wayans har til gengæld ikke helt så meget at arbejde med, men det virker også, som om hans største bidrag har ligget på manuskriptsiden. Derudover byder filmen på en række skønne cameos fra både gamle bekendte og diverse kendisser.
"Scary Movie" fungerer upåklageligt som dét, den gerne vil være: en film, der får sit publikum til at grine. Plottet er nærmest en formalitet, mens sketches, vanvittige indfald og referencer står i kø. Især hvis man kender filmene, der bliver gjort grin med, er der masser at komme efter. Manuskriptet er skarpt og fyldt med metajokes om populærkulturen gennem de 25 år, der er gået siden seriens begyndelse. Leder man efter en biograftur, der både er fjollet og overraskende intelligent, går man ikke galt i byen med Ghostface, Shorty og resten af slænget.
"Scary Movie" har dansk biografpremiere den 4. juni.






