Alle, der husker tresserne, husker Marianne Faithfull. De fleste husker hende som Mick Jaggers ekskæreste. Som pigen i pelsfrakken. Som en, der kun blev hevet frem i rockhistorien, når den havde brug for en tragisk kvindeskikkelse at hænge sine myter på.
Det er den streg i glemmebogen, "Marianne Faithfull: Broken English" forsøger at gøre oprør imod. Ikke med endnu en pæn, kronologisk dokumentar med gennembrud, fald, comeback og gravskrift, men ved at placere Faithfull i et fiktivt arkiv: Ministeriet mod Glemsel. Her vogter Tilda Swinton som et orakel fra Delfi over et analogt system af båndoptagere, skærme og sagsmapper, mens George MacKay som Record Keeper interviewer Faithfull og viser hende brudstykker fra et langt liv gennem overskrifter.
Det lyder frygteligt. Og i de første minutter er det næsten også frygteligt. Der er noget anstrengt over konstruktionen, som om filmen er bange for, at en samtale med Faithfull ikke i sig selv er nok. Swinton er skøn, men hun er også så markant en tilstedeværelse, at hendes få scener næsten larmer mere end rollen kan bære. Man fornemmer en produktion, der har kælet så meget for sit univers, at den indimellem glemmer, at det ikke er ministeriet, men Faithfull, vi er kommet for at se.
Men så sidder hun der. Skrøbelig, skarp, træt, morsom, smuk på den måde gamle ansigter kan være smukke, når de ikke længere forsøger at gøre sig til foran et kamera. Undervejs ændrer filmen karakter. Faithfull går næsten nådigt med på legen, men hun lader sig aldrig opsluge af den. Hun kommenterer på gamle optagelser af sig selv, på mændenes blik, på pressens dovne fortællinger og på forestillingen om, at mørke skulle være en forudsætning for kunst. Hendes svar er korte, men de bærer en tyngde.
Instruktørparret Iain Forsyth og Jane Pollard, der også stod bag Nick Cave-filmen "20.000 dage på jorden", løsner igen kunstnerportrættet fra den klassiske dokumentars tørre greb. Arkivklip, iscenesatte rum, musikalske indslag og interviews flyder sammen i en hybriddokumentar, der spørger, hvem der egentlig ejer et menneskes livshistorie, når medier, mænd og eftermæle først har taget deres bid af erindringsbuffeten.
Det stærkeste ved filmen er ikke dens idé, men snarere dens modidé: at Faithfull får lov til at være mere end idé. Hun var klosterskolepige og teenagebrud, 60'er-ikon, new wave-kunstner, misbruger, overlever, skuespiller, sangskriver og en one-woman army mod det misogyne mandeblik.
Filmen insisterer på hele perlerækken af identiteter, men den er klogest, når den ikke udlægger dem for tungt. Når Faithfull ser sig selv som ung, eller når hun hører sin egen stemme vende tilbage fra arkivet, opstår der et møde mellem billede, hukommelse og tab. I sine bedste øjeblikke har filmen et fjernt slægtskab med Agnès Vardas Jane B. par Agnès V., hvor portrættet ikke forklarer en kvinde, men lader hende glide mellem roller, masker og selvbestemmelse.
Musikken bærer også filmen langt. Ikke som nostalgisk jukeboks, men som bevismateriale. Sangene minder os om, at Faithfull ikke kun var til stede i rockhistorien; hun skrev sig ind i den med en stemme, der blev dybere, mere ru og mere interessant, jo mere livet havde taget fra hende. Kirsebærret på toppen er optagelserne med Nick Cave kort før hendes død.
Alligevel er "Marianne Faithfull: Broken English" langt fra fejlfri. Ministeriet mod Glemsel er både filmens styrke og dens hæmsko. Sidefigurerne, der skal forklare arkivets mekanismer, føles ofte som fyld, og debat-rummet, hvor en gruppe kendte kvinder samles for at sige det, publikum allerede har forstået – at misogyni er ødelæggende – bliver for pædagogisk. Filmen stoler indimellem for lidt på sin hovedperson og for meget på sit koncept. Man kunne have sparet flere af de små c-mennesker, der leger ministerielle funktionærer, og i stedet ladet Faithfull blive lidt længere i billedet.
"Marianne Faithfull: Broken English" er en ujævn, men generøs og dybt seværdig film om en kvinde, der blev reduceret til en fodnote i mænds fortællinger og alligevel blev. Man forlader ikke filmen med ministeriet i kroppen. Man forlader den med Marianne Faithfulls ansigt, hendes raspende stemme og følelsen af, at nogen endelig har forsøgt at huske hende rigtigt.
"Marianne Faithfull: Broken English" har dansk biografpremiere den 4. juni.
