Hvis du var barn i de tidlige firsere, er der en god chance for, at du som minimum havde én He-Man-figur i dit legetøjsarsenal. Fænomenet "Masters of the Universe", der egentlig begyndte som et forsøg på at sælge legetøj, blev et kulturelt kraftcenter, som skamred firserne og sendte millioner af muskuløse actionfigurer ud på børneværelser verden over. Tegnefilmsserien, der rullede over skærmene gennem en årrække, introducerede unge seere til et fuldstændig opblæst machounivers centreret omkring muskelbundtet He-Man - universets stærkeste mand. Der var dog altid plads til et lærerigt budskab mellem sværdkampe og svulmende biceps, så forældrene også kunne sove trygt om natten.
Den uundgåelige filmatisering fulgte i 1987 med Dolph Lundgren i hovedrollen, men op gennem halvfemserne gik franchisen i dvale og gled langsomt ud af den kulturelle bevidsthed. Modsat andre halvt århundrede gamle populærkulturelle mastodonter som Star Wars lykkedes det aldrig helt for "Masters of the Universe" at rodfæste sig blandt dem, der ikke selv voksede op med det.
Undertegnede blev født lige i slutningen af He-Man-æraen og måtte nøjes med min storebrors aflagte figurer, men jeg tilhørte også "Turtles"-generationen, og He-Man var sgu lidt for old-school dengang. Nu får vi så endnu et forsøg på at genoplive "Masters of the Universe". Spørgsmålet er, om He-Man stadig har noget at byde på i 2026, eller om det hele blot er endnu et forsøg på at malke de nostalgiske firserbørn for deres surt tjente penge.
I Riget Eternia hersker kong Randor sammen med sin dronning og sørger for at beskytte kræfterne, der er skjult i Castle Greyskull og i det magiske sværd. Den onde Skeletor (Jared Leto) lurer altid i mørket, og derfor er Eternia et rige befolket med stærke og modige krigere – og så lige prinsen Adam, en lille purk, der ikke just emmer af råstyrke og mod. En dag ender riget dog med at blive rendt over ende af Skeletors gemene tropper, og for at beskytte Adam bliver han og sværdet sendt til Jorden. Desværre mister han sværdet undervejs og må nu bruge de næste 15 år på at finde det, så han kan komme hjem, alt imens han forsøger at overbevise arbejdsgivere, dates og roommates om, at han ikke er tosset. Der skal ikke afsløres for meget af plottet her, men Adam genfindes med sværdet, vender tilbage til Eternia, hvor Skeletor hærger, og må nu sammen med resten af Eternias helte tage kampen op mod ondskaben.
Det kan vel næppe forventes, at en film, hvor helten rider på en stor grøn, talende tiger, skal tages seriøst, og det er netop i absurditeterne, at "Masters of the Universe" brillerer. Når filmen for alvor læner sig ind i, hvor bizart universet er, fungerer den bedst. Den er selvbevidst nok til at vide, at en karakter ved navn Fisto næppe kan tages seriøst i 2026, og samtidig sender den et nik i retning af det hysteriske firserdelirium, som 1987-filmen var.
Jared Leto, der har en tendens til at overspille alt, fungerer godt som den ekstremt overspillede Skeletor, mens den relativt ubeskrevne Nicholas Galitzine som rendyrket himbo leverer hovedrollen som Adam/He-Man med lige dele rå muskelmasse og blød følsomhed. Der er masser af selvironi i filmen og referencer til popkultur. Flere vil helt sikkert fnise lidt over, at 4 Non Blondes-sangen "What's Up?" dukker op i filmen, mens andre nok ikke helt vil fange referencen (Google det!).
Desværre - for der er et stort desværre - lider "Masters of the Universe" af det samme som mange superheltefilm: historien virker ikke helt færdigbagt. Fortællingen skal spille andenviolin til en masse ramasjang, hvilket også har sin charme, men det bliver desværre lidt trættende i længden. Og hvor selvironisk og sjov filmen til tider er, er det ærgerligt, at den ikke tør læne sig endnu mere ind i absurditeterne. Der er masser af skægge referencer og kommentarer til det vanvittige univers, som "Masters of the Universe" er, men det virker også, som om filmen flere gange holder igen. Det føles flere gange, som om et hold producere har bedt filmen om at skrue lidt ned for galskaben.
Mattel havde en bragende succes med Greta Gerwigs "Barbie" tilbage i 2023, og man savner lidt, at den samme ånd og vision gik igen her, frem for at falde tilbage på CGI-slagsmål og letkøbte løsninger. Man skal ikke begynde at stille for mange spørgsmål til begivenhederne i filmen, før plothullerne viser sig og vokser sig større end He-Mans biceps.
Der er bestemt underholdningsværdi at finde i "Masters of the Universe", især hvis man slår hjernen lidt fra og ikke stikker for dybt til filmen, men blot accepterer, at en mand på en kæmpe grøn tiger er et fuldstændig legitimt udgangspunkt for en blockbuster – for det er det. Problemet er bare, at filmen aldrig helt tør være så mærkelig, som den burde være. He-Man er tilbage, men på trods af alle musklerne kunne han godt have brugt lidt mere af råstyrken fra Grayskull.
"Masters of the Universe" har dansk biografpremiere den 4. juni.
