Der er efterhånden langt mellem de gode, originale film, man husker bagefter. Ikke nødvendigvis fordi der ikke bliver lavet gode film, men fordi så mange af dem forsvinder, mens man ser dem. De glider pænt hen over lærredet, gør det, de skal, og efterlader én omtrent lige så uberørt, som da man satte sig. Sådan er "Pigen uden navn" ikke.
Nicolas Keitels franske debutfilm er en af den slags film, der tilsyneladende begynder lidt kliché. En ung kvinde har skiftet navn, skiftet liv og forsøgt at lægge sin barndom bag sig. Men jo længere filmen skrider frem, desto mere forstår man, at navnet ikke bare er en forklædning. Det er et forsvarsværk. En overlevelsesstrategi. En måde at blive til på, når den person, man var, blev for farlig at være.
Diane Rouxel spiller Marion, der som barn flygtede fra et hjem præget af vold, hemmeligheder og voksenbeslutninger, hun aldrig selv fik lov at forstå. Mange år senere lever hun under navnet Louise og har bygget en ny identitet op omkring sit fravær. Men fortiden er ikke færdig med hende. Hun finder sporene af sin mor, Catherine (Cécile de France), og sin lillesøster Jeanne, (Salomé Dewaels), og forsøger langsomt at nærme sig dem igen uden at afsløre, hvem hun er.
Det kan lugte af softcore melodrama. Det kunne også let være blevet det. En film om en forsvunden datter, en splittet familie, vold i hjemmet, skyld, løgn og tilgivelse. Mange middelmådige film ville kunne pitche netop den historie. Få ville komme i mål med den uden at mase den flad. Men "Pigen uden navn" har en sjælden tillid til sit materiale.
Keitel arbejder med tilbageholdelse. Blikke, pauser, og små berøringer. Filmen placerer sig et sted mellem familiedrama og psykologisk detektivhistorie: Louise efterforsker ikke bare, hvad der skete dengang. Hun efterforsker, hvem hun selv blev bagefter.
Der er noget meget fransk over filmens tro på ansigtet som landskab. Man kan tænke på Céline Sciammas "Petite maman" i dens stille undersøgelse af barndom og tab, eller på Xavier Legrands "Custody" i måden, familievold ikke behandles som et emne, men som en atmosfære, der sætter sig i kroppen. Samtidig har filmen noget af Dardenne-brødrenes nøgterne medfølelse: et kamera, der ikke pynter på sine personer, men heller ikke dømmer dem.
Diane Rouxel er filmens centrum, og hun er fremragende. Hendes Louise er næsten stum af selvkontrol. Hun virker på én gang hård og hudløs, som et menneske, der har lært at overleve ved at forsvinde ind i sig selv. Alt ligger i blikket: mistilliden, længslen, skammen, den barnlige impuls til at blive genkendt. Cécile de France spiller mod hende med en smuk, slidt værdighed som moren Catherine, der selv har båret sin del af frygt og fortrængning. Og Salomé Dewaels giver Jeanne en varme, der gør filmens søsterrelation både øm og ubehagelig spændt. Det bedste ved "Pigen uden navn" er, at den aldrig reducerer sin historie til én sandhed.
Filmen er ikke uden svagheder. Enkelte scener virker en anelse konstruerede, og Louises manøvrer kan indimellem blive så akavede, at de næsten tipper over i det utroværdige. Men det er små indvendinger i en film, der ellers er forbavsende sikker.
For det, der bliver siddende, er den voksende uro. Musikken af Superpoze, der lægger sig diskret under billederne uden at presse tårerne frem. Den sidste halve time, hvor filmen langsomt samler sine brudstykker, uden at det føles som en pæn forløsning. Her bliver "Pigen uden navn" stærk, ikke sentimental, men rørende. Det er en simpel præmis. Det fungerer. Og den er herligt castet.
"Pigen uden navn" er en film om at miste sit navn og måske finde det igen. Om at blive spøgelse i sin egen familie. Og om det næsten umulige mod, der ligger i at spørge: Kan I stadig se mig?
Gå i biografen. Allez!
"Pigen uden navn" har dansk biografpremiere den 4. juni.
