Filmmageren Zack Snyder har så absolut sine fans, men det er nok ikke uretfærdigt at påstå, at instruktørens fanskare er skrumpet de seneste år takket være nedsablede genrefilm som sci-fi-actionbraget "Rebel Moon" (del 1 og 2) og zombiefilmen "Army of the Dead".
Så man må trods alt sige, at det er vovet af Snyder at vælge en genindspilning af "Escape From New York" som sit næste projekt.
For John Carpenters oprindelige sci-fi-thriller er elsket af både kritikere og talrige fans. Og det går sjældent godt, når Hollywood genindspiller Carpenters gamle – bare se på "The Fog" og Rob Zombies "Halloween".
Men altså... genindspilningen af "Assault on Precinct 13" fra 2005 var hæderlig, og Carpenters sensationelle sci-fi-gyserklassiker "The Thing" var selv et remake. Og Snyder kickstartede trods alt karrieren i 2004 med det gedigne gyser-remake "Dawn of the Dead". Så måske har Snyder ikke takket ja til en fuldkommen formålsløs opgave. Måske...
Vi ved endnu ikke, hvor tæt Snyders nyfortolkning vil lægge sig op ad Carpenters forlæg. Men i originalfilmen spiller Kurt Russell den sammenbidte og fredløse ekssoldat Snake Plissken, som i en dystopisk fremtid (faktisk år 1997 – altså 16 år efter filmens biografpremiere) tvinges til at bryde ind i Manhattan, som nu er et kæmpestort fængsel, for at redde USA's præsident, der er styrtet ned i den gamle metropol. Undervejs støder Plissken på alskens bander, gamle fjender og slagkraftige slagsbrødre.
John Carpenter er også med om bord – men har han noget at skulle have sagt?
Hollywood har i årevis uden held forsøgt at remake "Escape From New York". Vi skrev endda om et tidligere forsøg for hele 10 år siden her på Moovy, og i 2017 så det ud til, at Robert Rodriguez ville give projektet et skud.
Også Len Wiseman ("Die Hard 4.0"), Brett Ratner ("Melania"), Breck Eisner ("The Crazies") og Leigh Whannell ("The Invisible Man") har forgæves forsøgt at stable et remake på benene i årenes løb.
Hvorom alting er, så er Snyder nu på sagen, og Carpenter er faktisk også med om bord som executive producer. Vi får at se, om det er en "symbolsk" jobtitel, eller om Carpenter reelt har noget at skulle have sagt på den kreative front.
Den nye "Escape From New York" har endnu ikke fået en premieredato, men mens vi venter, kan man passende (gen)se vores interview med Snyder fra 2021, som vi naturligvis lancerede i en forlænget Snyder Cut-version:






